Kommuneansat dømt for bestikkelse

En ansat i Hvidovre Kommune fik 100.000 kroner fra håndværksmester, der var interesseret i opgaver. I dag blev han idømt seks måneders ubetinget fængsel ved retten i Glostrup.

Penge ned i foret på en ansat i Hvidovre Kommune skulle sikre en håndværksmester kommunale byggeopgaver i en sjælden sag om bestikkelse.

Den tidligere ansatte ingeniør i Hvidovre Kommune blev i dag idømt seks måneders ubetinget fængsel ved retten i Glostrup.

100.000 kr. i bestikkelse

Retten fastslog at ingeniøren tog imod 100.000 kroner fra en håndværksmester. Anklageren mente, at pengene skulle sikre, at et VVS-firma skulle få en god bid af kagen, når kommunen stod med byggeopgaver.

Håndværksmesteren blev forleden idømt fængsel i fire måneder for at yde pengene, og facit er altså, at modtageren af bestikkelsen fik den længste straf.

Såvel håndværksmesteren som ingeniøren har nægtet sig skyldige. De har hævdet, at betalingen skyldtes, at sidstnævnte havde hjulpet mesteren med nogle tekniske tegninger.

- Jeg har aldrig i mit liv taget imod penge under bordet, sagde ingeniøren under afhøringen i retten.

For et par år siden forlod han jobbet i kommunen. Han arbejder nu i det private erhvervsliv.

Facebook
Twitter