Kommuner kæmper om for få pædagoger med 15.000 kroner i ansættelsesbonus

Ekspert advarer mod udviklingen. Det løser ikke problemerne og har formentlig kun lille effekt, siger han.

Der er for få pædagoger, og det får kommunerne til at indføre ordninger for at tiltrække dem. (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen)

Rigtig mange steder mangler der pædagoger i institutionerne.

For med et stigende antal børn og et kommende krav om minimumsnormeringer bliver der brug for flere pædagoger - og med det udgangspunkt bliver der simpelthen uddannet for få.

Det har flere kommuner nu taget konsekvensen af og har meldt sig ind i kampen om at tiltrække uddannede pædagoger til kommunens daginstitutioner.

I Lyngby-Taarbæk kommune nord for København tilbyder de nu nyuddannede pædagoger en ansættelsesbonus på 15.000 kroner, som bliver udbetalt efter et halvt års ansættelse.

Det skyldes ifølge borgmester Sofia Osmani (K) netop problemet med for få pædagoger.

Borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune Sofia Osmani mener, at en bonus kan være nødvendig for at tiltrække pædagoger. (Foto: Niels Christian Vilmann © Ritzau Scanpix)

- Vi så jo allerhelst, at der var flere pædagoger. At flere valgte at tage uddannelsen, og at vi fik øget udbuddet af arbejdskraft. Men det er ikke sket endnu, og vi står i en akut situation, så vi måtte kigge på, hvad vi kan gøre for at gøre os interessante, siger hun.

'Gafler' fra hinanden

Problemet kan især mærkes af mange kommuner i hovedstadsområdet, hvor der ifølge Københavns Professionshøjskole i 2030 vil mangle omkring 3.300 pædagoger.

Men manglen er der allerede. Eksempelvis lykkedes det sidste år kun at besætte halvdelen af de 1.200 pædagogstillinger, som Københavns Kommune slog op, med en uddannet pædagog.

I Københavns Kommune indførte man allerede i december en ordning i stil med den, som Lyngby-Taarbæk nu har indført.

Ifølge Roger Buch, der er kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er det forståeligt, at kommunerne prøver at skaffe flere medarbejdere, eksempelvis med bonusordninger.

Men det løser ikke det grundlæggende problem, at der er for få pædagoger. I stedet kommer kommunerne ifølge ham til at ligge og "gafle" medarbejdere fra hinanden.

- Problemet er, at vi samlet set har de pædagoger, vi nu engang har. Når kommunerne konkurrerer om arbejdskraft, så kommer der det ud af det, at man bruger flere penge på at ansætte de her medarbejdere. Der bliver ikke flere medarbejdere af, at man giver en ansættelsesbonus, siger han.

Andre kan være på vej

Det vil ifølge Roger Buch især være i hovedstadsområdet, man kommer til at se kommunerne konkurrere om at tiltrække pædagoger, fordi det med mange kommuner på et lille geografisk område er lettere at få medarbejdere til at pendle mellem kommuner end andre steder i landet.

Og noget tyder da også på, at flere kommuner kan være på vej med lignende bonusser.

I Fredensborg Kommune fortæller borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), at man er i gang med at se på initiativer til at tiltrække og fastholde eksempelvis pædagoger.

- Vi kan ikke sidde på hænderne, når man i nabokommunerne laver bonusordninger. Det tror jeg heller ikke, de andre kommuner vil gøre.

- Men udfordringen bliver, om det bliver skruen uden ende. Jeg synes, vi skal diskutere i kommunerne, hvordan vi får ordentlige arbejdsforhold for personalet. Lad os lave tingene i fællesskab i stedet, siger han.

Ifølge kommunalforsker Roger Buch er der ikke lavet større undersøgelser af effekten af den slags tiltag.

- Men mit bedste gæt er, at det formentlig har en ringe effekt. Medarbejdere går ikke bare efter en god løn den første måned, men også på at finde et godt sted at arbejde.

- De kommuner, der vinder, er dem, der har et godt arbejdsmiljø. Dem, der behandler medarbejderne godt. De kommer på længere sigt til at vinde, siger han.

Glade pædagoger

Tilbage i Lyngby-Taarbæk Kommune er borgmester Sofia Osmani enig i, at man skal passe på ikke at skabe en situation, hvor kommunerne overbyder hinanden. Det bliver i sidste ende for dyrt for kommunerne.

- Men når man skal se på, om en bonus som den her skævvrider, så er man nødt til at se på den samlede lønpakke og forholdene i øvrigt. Lyngby-Taarbæk er en kommune, hvor det er rigtigt dyrt for nyuddannede at bo. Så mange skal pendle længere for at få et job hos os.

- Hvis vi skal være attraktive, skal vi måske kompensere lidt for, at nogle nyuddannede skal transportere sig længere, siger hun.

I pædagogernes fagforening, BUPL, er man ikke overraskende glade for, at nogle medarbejdere kan se frem til en bonus.

- Det er et godt initiativ, og det kan være med til at få fokus på, hvad der skal til for både at rekruttere og fastholde pædagoger.

- Alle pædagoger fortjener mere i løn. Vi har et lønefterslæb, der betyder, at vi mangler 5-6.000, hvis det skulle svare til vores uddannelsesniveau. Når det er sagt, så synes jeg, det er en god ide, at kommunerne griber i egen barm og fører nogle lønmidler over til pædagogerne, når der nu er brug for dem, siger formand Elisa Rimpler.