Kommuner må opgive vindmøller på stribe: 'Protesterne er massive'

Vindmøller er nødvendige, hvis vi skal nå klimamålet. Men protester spænder ben.

- På en skala fra nul til ti over upopulære beslutninger er vindmøller en tier. Jeg har været med til at lukke en skole, men det her er sværere.

Sådan lyder det fra Annette Mosegaard, der er byrådsmedlem for Konservative i Ikast-Brande Kommune.

Det er hende og byrådskollegerne, der skal stemme enten for eller imod, når der skal sættes nye vindmøller op i landskabet.

Men lige præcis vindmøller er noget, der virkelig kan få både sind og følelser i kog hos borgerne. Mange vil ikke have de roterende vinger i baghaven, og protesterne imod dem er ofte massive.

Når først sådan en sag ruller, er det en svær situation at stå i som lokalpolitiker, mener Annette Mosegaard.

- Det er virkelig forfærdeligt, for du er ikke i tvivl om, at du er inde og ramme mennesker på psyken. Og du er ikke i tvivl om, at de beslutninger, du skal tage, har kæmpe konsekvenser for menneskerne omkring dig.

Det er protester som her i Blåhøj, som lokalpolitiker Annette Mosegaard (K) og hendes byrådskolleger skal forholde sig til, når de skal stemme ja eller nej til nye vindmøller.

Det er ikke kommunen selv, der stiller vindmøller op. Til gengæld er det kommunens rolle at tage stilling til, om der må rejses nye vindmøller på den mark, som vindmølleopstillere har udset sig.

For et par år siden oplevede Annette Mosegaard, præcis hvor påvirkede naboerne til et vindmølleprojekt kan blive, da planerne om nye vindmøller ved den lille by Isenvad kom på bordet.

- Vi fik massive henvendelser, og det var på mail, Facebook og til byrådsmøderne, hvor man virkelig mødte op med både plakater og alt muligt, så det var meget massivt, fortæller Annette Mosegaard.

På plakaterne var der malet kister og kors, fordi naboerne frygtede for deres helbred, hvis der skulle komme flere og større møller.

Samtidig fik Annette Mosegaard, der selv bor lidt uden for Isenvad, en ubehagelig besked, da hun en dag stod ansigt til ansigt med en af de berørte borgere fra lokalområdet.

'Det er værst for dig, og du skal tænke på din familie, hvis du stemmer på det her,' gengiver hun.

Annette Mosegaard og kollegerne er langt fra de eneste, der oplever svære protester over vindmølleprojekter.

DR har spurgt de omkring 1.300 byrødder, der er i de 55 oplands- og landkommuner, som typisk har plads til grønne projekter, om deres oplevelser, når ansøgninger om nye, grønne projekter lander på deres bord.

Knap en tredjedel af byrødderne har svaret på rundspørgen, og af de politikere, som rent faktisk har vindmølleprojekter, mener næsten 75 procent, at de i høj grad eller i meget høj grad oplever at være i konflikt med borgerne omkring projekter med vindmøller.

Det svarer til knap tre ud af fire af de byrødder, som har svaret.

En rundspørge til de tekniske direktører i de 55 oplands- og landkommunerne viser, at protesterne i mange tilfælde betyder, at man må skrotte vindmølleplaner. Næsten 20 af dem har oplevet, at man måtte stoppe projekter på grund af protester fra borgerne.

For en række kommuner var der tale om en tredjedel af alle projekter eller mere.

Og det er et problem, for kommunerne skal løfte en stor del af Danmarks klimamål om en 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030. Og her er vindmøller og solceller et effektivt - og nødvendigt - redskab for at opnå det.

I Ikast-Brande er det lige præcis dét, Annette Mosegaard godt kan være bekymret for. Om vi overhovedet når i mål med vores klimaambitioner, når det er så svært at sætte nye vindmøller op.

- Jeg tror ikke på det, som det er i dag. Det siger jeg som lægmand, men jeg kan se, at det ikke flytter sig nok. Og jeg kan se, hvor svært det er.

Som mange andre projekter endte vindmølleudvidelsen ved Isenvad med at blive et 'nej'. Protesterne var for massive.

Konflikterne i kommunen var så voldsomme, at byrådet helt stoppede med at tage ansøgninger om nye vindmølleprojekter ind i et par år.

I mellemtiden lavede man en lokalpolitisk aftale i Ikast-Brande Kommune, der stiller borgerne bedre end de nationale krav, for eksempel med større afstand til vindmøller og bedre kompensation til de berørte ejendomme.

Nu har kommunen igen fået blod på tanden efter at få nye vindmøller op. Lige nu er man i gang med at behandle nye vindmølleprojekter tre steder i kommunen.

Men alle tre steder er borgerne på barrikaderne.

'Vi giver ikke op'

Et af stederne er hos Britta Rosenkilde i Kratlund ved Brande.

Indtil videre er vindmøllerne kun prikker på et stykke papir cirka 750 meter fra hjemmet, men Ikast-Brande Kommune er gået i gang med de første undersøgelser og skal snart tage stilling til, om Kratlund skal være hjemsted for ni møller.

- Det var ikke det, vi købte ind på, da vi bosatte os her for knap 26 år siden. Vi har udsigt til træer og adgang til skov og å, og udenfor døren er der helt stille. Hvis det forsvinder, er det overvejende sandsynligt, at vi vil flytte, siger Britta Rosenkilde.

Borgerne i Kratlund har organiseret sig i en forening, så de i samlet flok kan fremlægge deres sag for lokalpolitikerne.

Deres mål er klart.

De vil ikke have vindmøllerne i deres baghave, og de stopper ikke, før planerne enten bliver droppet, eller at møllerne står der.

- Vi kommer med vores bedste argumenter, og vi bliver ved med at konfrontere politikerne og prøver at presse dem til at tage stilling. Vi giver ikke op.

Britta Rosenkilde kan godt forstå, at vindmøllerne skal op et sted, hvis vi skal nå i mål med klimaambitionerne. Men naboerne skal ikke føle, at planerne bliver presset ned over hovedet på dem. Præcis som de føler det i Kratlund.

- Det handler om at have en ordentlig kommunikation med borgerne fra starten og lade være med at lægge den opgave i hænderne på vindmølleopstillerne, der kun har én dagsorden, siger hun.

Som det er i dag, er det nemlig typisk en jordejer og en privat vindmølleopstiller, som beder kommunen om lov til at sætte vindmøller op. Det er altså ikke kommunen selv, der tager initiativ til at sætte dem op.

I stedet bør man gå ud til borgerne med en plan for hele kommunen og forklare, hvad målet er, og et tal på, hvor mange vindmøller det kræver, mener Britta Rosenkilde.

- Så kommune og borgere bliver samarbejdspartnere og ikke modspillere som i dag, tilføjer hun.

DR har arrangeret et møde mellem Annette Mosegaard og Britta Rosenkilde (th.) i Kratlund. For Britta Rosenkilde er en ordentlig dialog afgørende. Og for Annette Mosegaard er det ikke uvant at tage ud og få en snak med borgerne.

Det er en kritik, som Annette Mosegaard allerede har fokus på fra den anden side af bordet.

Også selvom der alligevel er protester.

Har I været gode nok til at inddrage borgerne?

- Vi prøver at sætte nogle rammer for det bedst muligt, men nej, jeg synes ikke, vi er lykkedes 100 procent, og det er vi nødt til at forholde os til.

Hun peger også på, at en overordnet strategi for hele kommunen er vejen frem, så man kan vise borgerne, hvor mange vindmøller og solceller der skal til.

- Jeg tror, det bliver svært at lave en løsning, hvor alle bliver tilfredse, og vi har en grøn dagsorden, vi skal løse på en eller anden måde. Men jeg tør godt sige, at vi kan gøre det bedre, end vi gør i dag.

Løsningen findes måske på Fyn

Så hvordan løser man den hårdknude, det er, når man på den ene side skal nedbringe CO2-udslippet og på den anden side passe på den fred og idyl, borgerne er flyttet på landet efter?

Spørger man en ekspert på området, er der tre måder at fremme opbakningen til den grønne omstilling på:

I Brenderup på Fyn ser man ud til at have knækket koden. Her får byen med 1.400 indbyggere meget af deres strøm fra en solcellepark, der er stillet op på en mark uden for byen.

Det var hverken private jordejere eller kommunen, der tog initiativet.

Det var borgerne selv.

- Vi har fundet måske én løsning på, hvordan det kan gøres. Der er sikkert mange andre løsninger. Men fællesskabet er nok et af nøgleordene, siger H. C. Jørgensen, der er en af drivkræfterne i lokalsamfundet.

Fra at de lokale fik ideen, gik der 2,5 år til at de fik deres første strøm fra solcellerne. De lokale kunne komme med i projektet ved at købe folkeaktier, og i dag ejer de knap halvdelen af det 20.000 kvadratmeter store anlæg.

- Den største betydning er, at alle havde muligheden for at deltage, siger H.C. Jørgensen.

For Brenderup er solcelleparken meget mere end bare billig strøm.

- Det er energiproduktion, klimaomstilling eller bare solceller. I vores øjne er det resultatet af et lokalt fælles projekt.

Han mener, det er afgørende, at initiativet kom fra dem selv. For der har faktisk aldrig rigtig været modstand imod projektet, fortæller han.

- Tanken om, at man selv er med til at skabe idéen fra starten af. Den tror jeg er vigtigere end den sidste 25-øre, siger H. C. Jørgensen.

Skal vi nå klimamålene, skal borgerne på banen

Hos Middelfart Kommune, som huser Brenderup, er det da også første gang klimachef Morten Westergaard har oplevet, at et lokalsamfund selv har kontaktet kommunen for at få sat solceller op.

- Det er en gave til et byråd, som vil noget med grøn omstilling og vil noget med borgerinddragelse, siger han.

Han mener bestemt, at de selv - og andre kommuner - kan bruge deres oplevelse med Brenderup til at gøre processen lettere, når der skal solceller eller vindmøller op andre steder.

- Vi har lært vanvittigt meget, også om den måde kommunerne kan og bør arbejde på for at nå klimamålet med folkelig opbakning.

- Det handler lidt om at gå fra sagsbehandling til samskabelse. I stedet for at vente på, at der kommer et færdiglavet projekt ind på skrivebordet, skal vi sige: Døren er åben eller ring, så kommer vi ud og snakker om tingene.

'Jeg tror, vi har mange flere kræfter i vores lokalsamfund, end vi lige umiddelbart tror,' siger H. C. Jørgensen, der er en af de lokale drivkræfter i Brenderup. Her står han foran byens solcelleanlæg. Lige nu er de lokale ved at anlægge en bypark med vilde blomster, og næste projekt bliver måske at plante en skov.

Klimachefen mener, at kommunen skal gøre det lettere for de lokale ildsjæle at overskue projektet, for eksempel med grønne guides, seminarer på biblioteker eller en slags helpdesk, så man hurtigt kan få svar på sine spørgsmål.

For det er helt afgørende, at borgerne bliver inddraget, hvis vi skal nå klimamålene, mener Morten Westergaard. For som det ser ud nu, er han meget bekymret for, om vi kan nå i mål i 2030.

- Det er vitterligt sidste udkald. Vi har nogle procenters sandsynlighed for at kunne realisere det her. Hvis vi tager en traditionel vindmølleplan, kan det jo tage fem til seks år, inden den endelige behandling finder sted. Vi er i 2030 lige om lidt. Det kræver en accept og en velvilje hele vejen rundt, og at vi selv begynder at invitere de her ting ind i vores lokalsamfund.

Sådan et projekt som Brenderup batter vel ikke så meget, hvis vi skal nå i mål med klimamålene om ni år?

- De her projekter smitter heldigvis, og det handler om at hjælpe med, at projekterne bliver succesfulde og bliver levet ud i virkelighedens verden.

I Brenderup er der i hvert fald ingen tvivl om, at borgerinddragelse er vejen frem.

- Vi er med på ideen, fordi projektet var vores egen ide. Det er en af de mekanismer, vi har opdaget fungerer. Og som jeg tror virker mange andre steder også, siger H. C. Jørgensen.

Sådan gjorde vi

  • DR sendte i slut april - start maj en rundspørge ud til ca. 1.300 byrødder, der er i de 55 oplands- og landkommuner, fordi det primært er dem, der har plads til vindmøller.

  • Deraf svarede 443 på rundspørgen, hvoraf 396 af dem enten har vindmøller eller har haft ansøgninger om vindmølleprojekter.

  • Af de 396 svarede næsten 75 procent, at de i høj grad eller i meget høj grad oplever at være i konflikt med borgerne omkring projekter med vindmøller.

  • Derudover har DR lavet en rundspørge til de 55 tekniske direktører i samme kommuner. 37 ønskede at medvirke.

  • Knap halvdelen af de tekniske direktører, der medvirkede, svarede, at de har oplevet, at kommunen måtte stoppe vindmølleplaner på grund af borgerprotester.

  • For 10 af kommunerne var der tale om en tredjedel af projekterne eller mere.

FacebookTwitter