Kommuner sender arbejdsløse og førtidspensionister bag i boligkøen

Almene boliger skal være for alle, men arbejde og en tung lønningspose udløser mange steder fortrinsret.

Stramme udlejningsregler er en katastrofe for ressourcesvage boligsøgende, mener Lejernes Landsorganisation. (Foto: Emil Thorbjörnsson © DR Nyheder)

Når du står uden for arbejdsmarkedet eller har rod i økonomien, så er der almene boligområder, du ikke er velkommen i som beboer.

En række kommuner giver ressourcestærke boligsøgende en forlomme i køen, mens andre helt udelukker folk på offentlig forsørgelse fra at flytte ind i belastede boligområder for at fremme en mere positiv udvikling i områderne.

Sorteringen af lejere kan ifølge eksperter få utilsigtede og negative konsekvenser for de dårligst stillede.

- Det kan skubbe borgere fra det almene boligområde og over i det private, hvor nogle vil have svært ved at finde noget at bo i, som de kan betale, siger Jakob Juul-Sandberg, der er ekspert i lejeret og professor MSO ved Syddansk Universitet.

DR Nyheder har været i kontakt med 21 kommuner, der oplyser, at de har en aftale med et eller flere almene boligselskaber om fleksibel udlejning, så boligsøgende får en fordel, hvis de er i arbejde eller under uddannelse.

Kriterierne varierer fra kommune til kommune og fra boligafdeling til boligafdeling.

For eksempel ryger boligsøgende forrest i køen til en lejlighed i det udsatte boligområde Værebro Park i Gladsaxe, hvis de som enlige har en bruttolønindkomst på mindst 300.000 kroner årligt – eller som par på mindst 500.000 kroner årligt.

11 kommuner oplyser desuden, at boligsøgende fra andre kommuner slet ikke kan blive anvist til en bolig, hvis de ikke er i arbejde eller under uddannelse.

Det er dog ikke det fulde billede. Tal for anvisninger i den almene boligsektor viser, at der sidste år blev anvendt fleksibel anvisning i 63 kommuner, hvoraf mange har et kriterium, om at fast arbejde giver boligsøgende fortrinsret.

- Man må ikke diskriminere

Ifølge Jakob Juul-Sandberg har kommunerne rent juridisk relativt meget elastik, hvis de fravælger boligsøgende, for at forhindre at et boligområde bliver stemplet som særligt udsat.

Samtidig påpeger han, at der er kommuner uden boligmangel, hvor det er lettere at finde en bolig selv, end det er i kommuner med meget pres på boligmarkedet.

Det er dog i hans vurdering problematisk, når ressourcesvage borgere med få muligheder for at komme ind på boligmarkedet vil flytte til en anden kommune og bliver frasorteret.

Derudover ser han det som en klar juridisk gråzone, hvis kommunerne opstiller kriterier for boligsøgende udelukkende for at slippe for en økonomisk byrde.

- Man må ikke diskriminere på baggrund af, at man ikke har et arbejde. Og man er ikke nødvendigvis en dårligere lejer, fordi man ikke har et arbejde i øjeblikket, siger han.

På Christiansborg er der opbakning til at sortere i lejere. I maj besluttede et politisk flertal at stramme udlejningsreglerne yderligere, så det fra næste år bliver obligatorisk for almene boligselskaber og kommunerne at bruge fleksibel udlejning i udsatte boligområder.

Stramningen betyder også, at kommunerne ikke må anvise boligsøgende på overførselsindkomst til 39 udsatte boligområder. Og i 16 særligt udsatte boligområder bliver boligselskaberne pålagt at afvise alle boligsøgende på overførselsindkomst.

Det ventes, at der kan "opstå udfordringer med at fremskaffe tilstrækkeligt med boliger, idet forslaget vil medføre flere boligsøgende, der ikke kan anvises bolig i et ghettoområde eller område med høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet," står der i lovforslaget til stramningen.

Formand for Lejernes Landsorganisation Helene Toxværd advarer om, at det allerede i dag er svært for ressourcesvage at finde en bolig, de kan betale.

- Hvis det her fortsætter – og hvis vi ikke tager en diskussion med hinanden, om hvad vi skal gøre med de allersvageste grupper – så har vi en stor gruppe mennesker, som i fremtiden vil få ekstremt svært ved at finde et sted at bo. Det er en katastrofe, og det går den helt forkerte vej, siger hun.

Minister: Skal bekæmpe skæv beboersammensætning

DR Nyheder ville gerne have interviewet transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) om hans holdning til sortering af lejere, men han har ikke ønsket at stille op til interview.

Ministeren har i stedet sendt et skriftligt svar, hvor han betegner fleksibel udlejning som "et godt og effektivt redskab".

- Det er afgørende, at der er boliger til socialt udsatte borgere i velfungerende bebyggelser, men kommuner og boligorganisationer skal arbejde målrettet for at bekæmpe en skæv beboersammensætning i ghettoområder og udsatte boligområder, skriver han.

Facebook
Twitter