Kommuner trætte af private jobfirmaer

Flere kommuner siger, at de vil fyre private jobfirmaer, når det handler om at få ledige i arbejde.

Flere kommuner siger, at de private jobfirmaer vil fylde mindre i 2012, når det om at få ledige i arbejde. (© colourbox)

Landets kommuner er nu så trætte af de private jobfirmaer, at de i stigende grad stopper samarbejdet med dem.

Det skriver Avisen.dk.

Det gælder blandt andet fem af landets ti største kommuner, viser en rundspørge, Avisen.dk har lavet blandt formændene for kommunernes arbejdsmarkedsudvalg.

- Vi kan se, at jobcentrets indsats gør en forskel. Men der er ingen tegn på, at private jobfirmaer gør en forskel, siger Camilla Fabricius (S), formand for Beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune.

Har ikke gjort det godt nok

Halvdelen af de 54 kommuner, der medvirker i undersøgelsen, siger, at de private jobfirmaer kommer til at fylde mindre i 2012 med at få ledige i arbejde i forhold til de foregående år.

I tre kommuner kommer de til at spille en større rolle, mens de resterende kommuner forventer, at private jobfirmaer kommer til at spille samme rolle som hidtil.

- Der er ikke noget, der tyder på, at de private jobfirmaer har gjort det synderligt godt. Dem, der finder job eller uddannelse, er dem, der ville have gjort det under alle omstændigheder, siger Camilla Fabricius, Aarhus Kommune.

Mange er tilfredse

Jobrådgivernes Brancheforening forstår ikke kritikken.

Brancheforeningen har for nylig fået lavet en undersøgelse af tilfredsheden blandt arbejdsløse, der har deltaget i et forløb hos et af brancheforeningens medlemmer.

Undersøgelsen viser, at tre ud af fire ledige er tilfredse med det forløb, de har gennemgået hos et privat jobfirma.

- Det står i grel modsætning til det billede, der er tegnet i offentligheden, men det stemmer godt overens med en tidligere måling fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, og det stemmer også overens med vores interne målinger, siger Jørgen Borre Larsen, direktør for Jobrådgivernes Brancheforening.

Han påpeger, at de private jobfirmaer er lige så gode som kommunerne til at få ledige i arbejde, og at de med garanti er billigere.

Facebook
Twitter