Kommuner tvinger overvægtige på slankekur

Kommunerne afviser i stigende grad at forlænge borgeres sygedagpenge på grund af overvægt.

Mappen med papirene fra Henrik Jensens tid som sygedagpengemodtager bugner. I dag mangler Henrik Jensen at tabe 16 kilogram, før Faxe Kommune igen vil se på hans sag. (Foto: Nicola Brandt © DR)

Kommunerne afviser i stigende grad at forlænge borgeres sygedagpenge på grund af overvægt.

Tendensen ses både hos 3F og FOA. Hos FOA er der tale om en tredobling på tre år.

47-årige Henrik Jensen fra Karise blev sygemeldt med slidgigt og en diskusprolaps i ryggen i 2010. Efter et år stod han til at miste sine sygedagpenge, hvis ikke han takkede ja til en fedmeoperation.

- Hvis jeg ikke tog imod tilbuddet, så havde de ikke forsat mine sygedagpenge, og så skulle min kone have forsørget mig, siger Henrik Jensen.

Godkendt af Ankestyrelsen

Den praksis er helt i orden, fastslår den højeste klageinstans på socialområdet, Ankestyrelsen, i en principafgørelse.

Her fremgår det, at kommunen kan kræve vægttab, hvis en borger skal have forlænget sine sygedagpenge, og borgeren har pligt til at medvirke.

Afgørelsen er en blåstempling af den praksis, som kommunerne har brugt i flere år, men det ændrer ikke på, at der ikke findes egnede behandlingsmuligheder.

Ingen egnede behandlingstilbud

- Den praktiserende læge har stort set ingen behandlingsmuligheder, han kan komme op med. Han har måske en mulighed, og det er fedmeoperation, siger landsformand for Adipositasforeningen - foreningen for overvægtige - Birgitte Hansen.

Men en fedmeoperation kræver et BMI over 50. Desuden fremgår det af Ankestyrelsens afgørelse, at behandlingen aldrig må indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed, hvilket en operation altid gør.

Alternativt kan de overvægtige få nogle samtaler med en vægtstopkonsulent, timer hos diatist eller i et fitnesscenter, men:

- Problemet er bare, at det er fuldstændig massivt spild af tid og penge. Der skal meget mere til. Det ved alle, der har med det her område at gøre, men det er som om, det ikke bliver erkendt, siger landsformand for Adipositasforeningen, Birgitte Hansen.

Facebook
Twitter