De svenske højrenationalister i partiet Alternativ för Sverige har svært ved at finde et sted at holde konference.
Så svært, at partiet i denne weekend er i Danmark, fordi de ikke kunne finde et sted, der ville have dem som gæster i Sverige.
Men også i Danmark volder konferencen besvær, og Comwell Conference Center på Amager, som havde sagt ja til at holde konferencen, har nu aflyst med gruppen.
Det fortæller partiets formand Gustav Kasselstrand.
- Vi har haft god kommunikation med Comwell, som ønskede os velkommen, siger han.
- Onsdag sendte de pludselig en e-mail, hvori de oplyste, at konferencen var aflyst.
Frygter demonstrationer

I e-mailen, som DR Nyheder er i besiddelse af, skriver konferencecentret, at de aflyser af frygt for moddemonstrationer mod Alternativ för Sverige.
Det er ikke usædvanligt, at det højreorienterede parti bliver mødt af demonstrationer fra venstrefløjen. Demonstrationerne har ved flere lejligheder udviklet sig til voldelige sammenstød.
Alternativ för Sverige arbejder for asylstop og kobler indvandring sammen med kriminalitet, velfærdssammenbrud og terror.
I Danmark har to foreninger - Antifascistisk Aktion og Revolutionære Antifascister - kaldt til demonstration mod partiet, samtidig med at de har startet en smædekampagne på Comwells Trustpilot-side.
Hemmelig lokation
Alligevel forstår partiformanden ikke aflysningen.
- De oplyste, at det var på grund af venstrefløjsdemonstrationer. De har ingen ret til at foretage sådan en aflysning, siger Gustav Kasselstrand.
Samtidig oplyser han, at partiet har fundet lokaler et andet sted i København. Hvor de ligger, vil han dog ikke ud med.
- Konferencen bliver stadig afholdt i Danmark med 200 deltagere. Det er ikke offentlig information. Vi ønsker ikke at tiltrække mere opmærksomhed fra medierne eller andre aktører, som lægger pres på konferencen, siger han.
I skrivende stund har over 1.000 vist interesse for moddemonstrationen på Facebook.