Konferencedeltagere kalder ambassadørs indblanding 'upassende' og 'paradoksal'

Torben Ørting Jørgensen mener, at ambassadøren har blandet sig i noget, hun burde have holdt sig langt væk fra.

Tidligere kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen trak sig i protest over den amerikanske ambassadørs beslutning. (Foto: © Bjarne Luthcke, Scanpix)

Det skulle have været en smuk fejring af Natos 70-års fødselsdag på Frederiksberg Slot i København.

I stedet er det endt med voldsom kritik af den amerikanske ambassade i Danmark og i særdeleshed ambassadøren, Carla Sands.

- Jeg kan kun få øje på, at den amerikanske ambassade har blandet sig i noget, den burde holde sig for stor og god til at blande sig i, siger tidligere kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen, som skulle have været gæst på konferencen.

I stedet trak han sig i protest over, at Carla Sands forlangte, at en af oplægsholderne på den internationale Nato-konference arrangeret af tænketanken Atlantsammenslutningen blev fjernet fra listen over talere.

Uenighed demokratiets præmis

Det drejer sig om Stanley Sloan, der er en amerikansk sikkerhedspolitisk forsker, og som tidligere har kritiseret USA's præsident, Donald Trump. Og det er holdningen til Donald Trump, som ambassaden og ambassadør Carla Sands ifølge arrangørerne har brugt som argument til at afvise ham som oplægsholder.

Carla Sands, USA's ambassadør i Danmark, bliver kritiseret for at afvise en oplægsholder, som tidligere har kritiseret Donald Trump. (Foto: © Thomas lekfeldt, Scanpix)

Helt upassende, mener Torben Ørting Jørgensen.

- Jeg har gennem tiden lagt øre til meget vrøvl fra mennesker, jeg ikke delte synspunkter med. Men jeg har altid haft respekt for, at det var demokratiets præmis. Og det synes jeg specielt, at et land som USA – som for mig står som eksponent for frihed, lighed og demokrati – netop bør være garant for.

Han bliver bakket op af Peer Henrik Hansen, der er ph.d., koldkrigsforsker og museumsdirektør for Langelandsfortet.

- Det er paradoksalt, at det er den amerikanske ambassadør, der skal medvirke til, at en forsker, man ikke er enig med, ikke skal have taletid, siger han.

Trak sig i protest

Torben Ørting Jørgensen valgte at trække sig i protest, før konferencen blev aflyst af arrangørerne.

- Jeg synes, vi går i den helt gale retning, hvis man i et amerikansk valgår begynder at politisere en forskningsmæssig indsats, der måske ikke helt er i overensstemmelse med, hvad man gerne vil høre i den siddende administration. Og her går man så ud og agerer helt modsat af, hvad Nato står for. Og det var en god anledning for mig til at sige, at det ønsker jeg ikke at deltage i.

Han understreger, at USA er og fortsat vil være vores største allierede.

- Men der må være grænser for, hvor lavt der kan være til loftet, når det kommer til Nato, siger han.

Også Peer Henrik Hansen har overvejet, hvordan han skulle vise sin utilfredshed med ambassadørens afvisning af Stanley Sloan.

- Da jeg så nyheden om, at han var udelukket, overvejede jeg, om jeg skulle trække mig eller lave et stunt for at gøre opmærksom på, at jeg ikke synes, det er i orden. De (Atlantsammenslutningen, red.) gjorde det eneste rigtige ved at aflyse. Særligt ved en begivenhed, hvor man fejrer både godt og skidt, er det meningen, at man også skal lytte til kritikerne, siger han.

Ambassade: Vi støtter ytringsfrihed

Den amerikanske ambassade har i en skriftlig udtalelse oplyst, at der ikke var enighed om Stanley Sloan som oplægsholder, da han i ‘sidste øjeblik’ blev tilføjet talerlisten.

- I planlægningen af konferencen var ambassaden og Atlantsammenslutningen enige om en talerliste med et bredt perspektiv på alliancen (Nato, red.).

- At Mr. Stanley Sloan i sidste øjeblik blev tilføjet talerlisten fulgte ikke den samme velovervejede fremgangsmåde med fælles enighed om beslutningerne, som blev fulgt i rekrutteringen af de øvrige talere, skriver en talsperson fra den amerikanske ambassade i Danmark.

Talspersonen kalder det "uheldigt", at Atlantsammenslutningen har besluttet at aflyse konferencen og understreger, at den amerikanske ambassade "støtter ytringsfrihed, som det er nedfældet i den første tilføjelse til den amerikanske forfatning."

Det fremgik i en tidligre version af denne artikel, at Torben Ørting Jørgensen var oplægsholder på konferencen. Han var blot deltager, mens Peer Henrik Hansen skulle have været oplægsholder.