Konflikt kan ramme hospitaler: 2.000 læger varsler strejke

Både landets overlæger og yngre læger skal strejke, hvis det ikke lykkes at lande en overenskomst.

Omkring 2.000 læger fra landets anæstesiafdelinger og radiologiske afdelinger er blevet udtaget til strejke. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Hvis det ikke lykkes at lande en overenskomst på det regionale område, vil omkring 2.000 overlæger og yngre læger nedlægge arbejdet 4. april.

Det fortæller Camilla Rathcke, der er formand for Yngre Læger.

Yngre Læger har i fællesskab med Overlægeforeningen udsendt et fælles konfliktvarsel og udtager 10 procent af deres medlemmer til den eventuelle strejke, der alle er en del af landets anæstesiafdelinger og radiologiske afdelinger.

- Vi har gerne villet indgå et forlig, men det har været ualmindeligt svært, og parterne står stejlt over for hinanden, siger Camilla Rathcke.

Udover ikke at kunne blive enige om lønnen peger lægerne også på kampen om den betalte spisepause.

- Vi oplever en indstilling om, at vi ikke skal stige lige så meget i løn i det offentlige som i det private, men de stiller også en hel del forringelseskrav til vores almindelige vilkår, og det kan vi selvfølgelig ikke gå med til, siger hun.

Hun fortæller videre, at hun håber på, at forligsmanden vil kunne lykkes med at forhandlet et forlig på plads mellem parterne inden 4. april.

Hvis det ikke lykkes at få en overenskomst på plads, hvad vil det så betyde for patienterne?

- Al den planlagte kirurgi vil blive berørt, så der er ingen tvivl om, at ventelisterne inden for alle ikke-akutte operationer vil blive påvirket, siger formanden for Yngre Læger og fortæller, at det kan ramme planlagte operationer, kontrolforløb og generelt forløb, som ikke er akutte.

Hospitaler og sygehuse vil blive berørt af en eventuel strejke, og du kan se præcis, hvilke afdelinger der bliver berørt, her.

6.000 sygeplejersker skal strejke

Det er ikke kun lægerne, der muligvis strejker på landets hospitaler fra 4. april. Dansk Sygeplejeråd (DSR) har udtaget omkring 6.000 sygeplejersker til en eventuel strejke. Kræftområdet, børneafdelinger og psykiatrien er alle holdt fri af strejke.

- Jeg sidder med oplevelsen af, at arbejdsgiverne på forhånd har besluttet, at de offentligt ansatte skal trynes, og at de koordinerer meget tæt, skriver formanden for DSR, Grete Christensen, i et konfliktvarsel.

- Den opfattelse har alle organisationer for offentligt ansatte, og derfor er der også et historisk sammenhold på tværs af faggrupperne.

Lægerne og sygeplejerske er blot de seneste i en række af områder, hvor der er varslet strejke.

Fredag fortalte Forhandlingsfællesskabet, der dækker over 51 faglige organisationer og over 500.000 medlemmer i kommuner og regioner, at man varsler konflikt fra 4. april.

I dag indledes de egentlige forhandlinger i Forligsinstitutionen mellem de statsansatte og innovationsminister Sophie Løhde (V).

Tirsdag forhandler lærerne og KL, mens parterne på det regionale område afventer de øvrige forhandlinger.

Forligsmanden har mulighed for at udskyde konflikten med to uger to gange, hvis det vurderes, at yderligere forhandlinger kan bane vejen for et overenskomstforlig.