Kongehusekspert: Prins Joachims "svære rolle" i kongehuset har været til debat før

Prins Joachim har før mødt modstand og kæmpet med sin rolle i kongehuset, fortæller kongehusekspert Thomas Larsen.

Kongehuset trækker mange overskrifter i disse dage. Her ses prins Joachim på et billede fra 2017. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix Denmark)

Det er sjældent fedt at være nummer to. Det kan prins Joachim tale med om.

Hans utilfredshed over netop den position i de kongelige rækker har i hvert fald vist sig tydeligt i medierne, efter dronning Margrethe i sidste uge valgte at fratage prinsens fire børn deres titler som prinser og prinsesse fra nytår.

Prinsens egen rolle i kongehuset er da også blevet mindre med tiden, påpeger kongehusekspert Thomas Larsen, der er politisk redaktør på Radio4 og som har fulgt kongehuset tæt i mange år.

- At være nummer to er en meget vanskelig position at have i kongehuset – og sværere end de fleste tror.

- Der er et større pres og fokus på nummer et, altså kronprins Frederik, for der er flere ting, han forventes at levere og som han skal leve op til. Men samtidig er der også mange flere ting, der er givet på forhånd for ham, siger Thomas Larsen.

Kongehuseksperten kalder derfor prins Joachims rolle svær.

Det er da heller ikke første gang, at prinsen lufter sin utilfredshed over sin rolle i kongehuset.

Derfor ser vi her tilbage på de tidspunkter, hvor prinsens rolle særligt har været debatteret.

Prins Joachim blev gift – og skilt

Prins Joachim ses her under sin tale for daværende prinsesse Alexandra ved deres bryllupsfest på Fredensborg Slot i 1995. (Foto: © KLAUS MØLLER, (c) Ritzau Scanpix)

Prins Joachim var hurtigere til at stifte familie end sin storebror. I 1995 blev han nemlig gift med Alexandra Christina Manley, der dermed blev prinsesse. De fik sammen prinserne Nicolai og Felix – dronningens første børnebørn.

- De var et meget kraftfuldt par – særligt i starten af deres ægteskab, siger Thomas Larsen.

De gode tider smittede af på prins Joachims rolle, der på flere fronter fik ekstra plads i de år.

- Prins Joachim fyldte mere og løste flere opgaver for kongehuset dengang. Han var en populær skikkelse i lang tid, mens kronprins Frederik havde svært ved at finde sine ben og sit greb om sin livsopgave, siger Thomas Larsen.

Lykken varede dog ikke evigt, og parret blev i 2005 skilt. Det gav på mange måder hans første ridser i lakken.

- Skilsmissen betød, at prinsens familie blev slået i stykker, og at han kom ud i nogle kriseår, som naturligt nok har været vanskelige for ham, vurderer Thomas Larsen.

Kontroversiel flytning fra Schackenborg

Prins Joachim sagde i 2014 farvel til livet som landmand og flyttede fra Schackenborg Slot, som blev overdraget til en nystiftet fond. (Foto: © Lars Skaaning, (c) Ritzau Scanpix)

Efter skilsmissen blev prins Joachim boende på Schackenborg Slot og senere stiftede han også familie igen. Denne gang med prinsesse Marie, som han fik børnene prins Henrik og prinsesse Athena med.

Det var dog ikke nogen nem opgave at drive slottet og det tilhørende landbrug, og det blev derfor nogle svære år i Møgeltønder, siger Thomas Larsen:

- Han kæmpede i en årrække med økonomien i godset, der var svært at få til at køre forretningsmæssigt fornuftigt og rentablet.

Derfor blev der til sidst spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud under prinsen.

- Der blev lavet en særlig konstruktion, der betød, at han kunne forlade godset. Det, tror jeg, var en lettelse for ham personligt, og han ytrede også selv, at han håbede, han nu kunne påtage sig flere opgaver for kongehuset, når han rykkede til København.

Men hans flytning i 2014 var ikke uproblematisk for sønderjyderne, der i årevis havde haft kongehuset repræsenteret i grænselandet.

- Det var en kontroversiel flytning, for der var mange, der mente, at han svigtede en vigtig opgave for kongehuset, da han flyttede fra Sønderjylland. Dér fik han også nogle mærker, siger Thomas Larsen.

Prinsens familie flytter – eller flyttes – til Paris

- Prinsen risikerer indimellem med sin utilfredshed at fremstå som et ret utaknemmeligt medlem af den kongelige familie, fordi han ikke er tilfreds med de positioner, han får. Også selvom nogle af dem udefra ser attraktive og spændende ud, mener Thomas Larsen. Her ses prins Joachim med prinsesse Marie i Paris i 2019. (Foto: © Bertrand Guay, (c) Ritzau Scanpix)

Tiden tilbage i København blev dog forholdsvis kort. I 2019 flyttede prins Joachim, prinsesse Marie og deres to fælles børn nemlig til den franske hovedstad.

- Oprindeligt blev det præsenteret som en god, stor nyhed, da prins Joachim skulle studere på den her fornemme lederuddannelse i Paris. Dér virkede det – og blev også præsenteret – som en ønskeopgave for ham, siger Thomas Larsen.

Og Paris bed sig fast, da han året efter fik arbejde som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris.

- Når man så det udefra, lignede det også det perfekte, næsten skræddersyede job for prins Joachim, fordi han både taler fransk og har stor indsigt i sikkerhedspolitiske forhold.

Nu virkede alt til at være i den skønneste orden, fortæller Thomas Larsen – lige indtil prinsesse Marie udtalte til Se & Hør, at det ikke var deres eget valg. Det skabte stor debat.

- Prinsen risikerer indimellem med sin kritik og utilfredshed at fremstå som et ret utaknemmeligt medlem af den kongelige familie, fordi han ikke er tilfreds med de positioner, han får, siger Thomas Larsen.

Prins Joachim sætter ord på frustration

Prins Joachim ses her foran pressen på sin første arbejdsdag som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris. Det var i 2020. (Foto: © Thomas coex, (c) Ritzau Scanpix)

Prins Joachim og kronprins Frederiks far, prins Henrik, ytrede flere gange utilfredshed med sin rolle i kongehuset. Selv ønskede han at blive sidestillet med dronningen og blive kaldt kongegemal. Det lykkedes som bekendt aldrig.

I 2019 var det prins Joachim, der første gang satte ord på sin egen "komplicerede" rolle:

"Min far stiftede bekendtskab med samme utilfredsstillelse og formåede aldrig at få klargjort sin plads i kongefamilien", sagde prins Joachim til det franske magasin Point de Vue.

- Det er virkelig stærk kost at lave en direkte henvisning til prins Henrik, som i flere sammenhænge luftede sin frustration i fuld offentlighed – og som rettede kritik mod dronningen ad flere omgange. Så der er på en måde en blodig ironi i, at prins Joachim går i sin fars fodspor på dette felt, siger Thomas Larsen.

Kongehuseksperten kan dog godt se, hvorfor skoen trykkede lige netop på dette tidspunkt.

- Når han har de her frustrationer, er det nok fordi, at i hans eget verdensbillede opfatter flytningen til Paris som et forsøg på at skubbe ham ud i mørket og til en mindre fremtrædende position i kongehuset.

- Det er jo det, der ligesom er kernen i alle hans frustrationer, tilføjer Thomas Larsen.

Krisen, der voksede sig stor

Her ses prins Joachim med sin hustru, prinsesse Marie, og deres fælles og sammenbragte børn; prinsesse Athena, prins Henrik, prins Nikolai og prins Felix i forbindelse med dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum tidligere denne måned. (Foto: © Royalportraits Europe/Bernard Ru, (c) Ritzau Scanpix)

Og så er vi tilbage i den aktuelle krise i kongehuset, der har trukket overskrifter i både ind- og udland den seneste uge.

Det er trods alt historisk i dansk kontekst, at tre prinser og én prinsesse får ændret deres titler til excellencer. En beslutning, der har gjort prins Joachim og hans familie "meget kede af det", fortalte han Ekstra Bladet.

- Som iagttager er der vitterligt gode grunde for, at dronningen gør, som hun gør og omorganiserer kongehuset. Men tilbage står jo det indlysende, at det har skabt en enorm konflikt i kongehuset og en åben konflikt i familien, som hun nu skal gøre sit bedste for at bilægge, siger Thomas Larsen.

I weekenden fik B.T.https://www.bt.dk/royale/prins-joachim-og-prinsesse-marie-til-bt-forholdet-til-kronprinsparret-erdesuden prins Joachim og prinsesse Marie i tale. Her forklarede parret, at de ikke ønsker at forlade det danske kongehus. I stedet vil de fortsætte deres arbejde på deres egen måde, skriver mediet.

- Det er faktisk en krigserklæring, hvis man skal tage ordene for pålydende. Kendsgerningen er jo, at de ikke selv definerer, hvordan de vil arbejde for kongehuset – det må og skal ske i en balance og overensstemmelse med dronningen og også kronprinsparret, siger Thomas Larsen og tilføjer:

- Ellers begynder vi at se konjunkturerne af en konflikt ala Megan og Harry i det britiske kongehus – det er det, der kan ske i yderste konsekvens, hvis de ikke får løst det her.