Kongehuset har taget alle titler fra Christian Kjær

Advokat Christian Kjær er idømt en betinget fængselsstraf, så alle ærestitler er taget fra ham.

Christian Kjær har været en mangeårig ven af kongehuset. Her ses han ved en nytårskur i 2017. (Arkivfoto) (Foto: Liselotte Sabroe og Keld Navntoft © Ritzau Scanpix)

Dronning Margrethe har frataget Christian Kjær sine kongelige titler, skriver Ekstra Bladet.

Christian Kjær, der er tidligere bestyrelsesmedlem i blandt andet FLSmidth, har i mange år været ven af kongehuset, men nu er han ikke længere kammerherre, hofjægermester eller ridder af første grad af Dannebrog.

Ifølge kongehusets kommunikationsafdeling er Christian Kjær orienteret.

Beslutningen er taget kort tid efter, at Christian Kjær blev idømt en betinget dom for at have påkørt en trafikofficial, der holdt vagt ved et lokalt cykelløb i Hørsholm.

Påkørte trafikofficial

Retten fandt det bevist, at rigmanden ikke ønskede at acceptere, at han ikke måtte passere, og han påkørte i den forbindelse manden med lav fart.

Retten i Lyngby idømte Kjær 30 dages betinget fængsel, frakendte ham kørekortet i et år og gav ham en bøde på 10.000 kroner.

Christian Kjær fortalte i retten, at han havde været ved bageren, men på vej tilbage blev bedt om at køre en anden vej.

Han ønskede ikke at acceptere, at han ikke måtte passere, og han påkørte i sin blå Tesla den frivillige official med lav fart.

- Vi finder det bevist, at han (den frivillige, red.) er blevet ramt, og at tiltalte har tilsidesat færdselsloven på særlig hensynsløs måde, sagde retsformanden i forbindelse med domsafsigelsen.

Påkørslen skete dog med så lav fart, at den ifølge retten kunne sidestilles med et "skub". Offeret fik alene et blåt mærke.

Christian Kjærs sekretær har oplyst til avisen, at han ikke har nogen kommentar til dronningens beslutning.

/ritzau/

Facebook
Twitter