Kongelig konfessionarius Christian Thodbergs prædiken

Kongelig konfessionarius Christian Thodbergs prædiken ved dronning Ingrids begravelse i Roskilde Domkirke tirsdag den 14. november 2000

Kongelig konfessionarius Christian Thodbergs prædiken veddronning Ingrids begravelse i Roskilde Domkirke tirsdag den 14.november 2000

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor fader, og den Herre JesusKristus. Amen.

Rom. 14, 7-9:

Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; thinår vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi forHerren; vi hører altså Herren til, hvadenten vi lever eller dør.Derfor var det jo, Kristus døde og blev levende, for at han skulleblive Herre over døde og levende. Amen.

Det er den bekendelse, der lyder ved enhver kristen begravelse:at den almægtige Gud er os nær, hvadenten vi lever eller dør. Detvil sige: Over for Gud er vi, der endnu lever, tæt forbundet med dedøde, som vi elskede.

Det var fra barndommens dage trøsten for Dronning Ingrid ogstyrken i hendes tro og tillid til Gud - den faste overbevisning,at med Jesu død og opstandelse er døden overvundet. Hun levede ipåskens tid! Derfor var det vor gamle Dronnings udtrykkelige ønske,at hendes begravelse skulle omgives af lys og glæde og levendeblomster.

Der skulle heller ikke tales personligt ved denne lejlighed -givetvis et udtryk for Dronning Ingrids beskedenhed. Men netophendes ydmyghed og hendes taknemmelighed over for livet gør detnaturligt at gøre det alligevel, men vel at mærke med et andetudgangspunkt. For Dronningens liv var ikke blot et privat liv, menet liv til eksempel for os andre - et liv i lydighed mod den gamlebefaling: Bliv ingen noget skyldig uden det at elske hverandre(Rom. 13,8).

Den skyldighed stod altid Dronning Ingrid for øje, og som detnøgterne menneske, hun var, vidste hun, at det ikke var let. Forkarakteristisk nok omskrev hun det gamle skriftord på sin egenkontante måde. Det kom til at lyde: Man kan, hvad man skal. Det kanlyde som en barsk leveregel, og den er barsk! Men Dronning Ingridforgyldte sine forpligtelser! Hun skabte glæde og vakte tillid isit kald og i sin gerning i vort land i ubetinget troskab mod sitnye fædreland, hvis skæbne hun i lyst og nød delte med KongFrederik. Som hun engang sagde: "Den 9. april 1940 blev jeg dansk.Den dag sagde jeg til mig selv: Fra nu af skal ingen kunne høre, atjeg ikke er født i Danmark". Eller sagt igen: Man kan, hvad manskal.

Og da Dronningen sammen med Kong Frederik valgte Gråsten Slotsom sommerbolig, blev den svensk-fødte prinsesse - forunderligt nok- det elskede nationale midtpunkt i den landsdel, hvor danskhedenspris er dyrere end andre steder.

Dronning Ingrid sagde engang: "Det er en særlig lykke at blivegift med dén, man holder allermest af". Kong Frederik og DronningIngrid blev ét. Og kærligheden ophører aldrig. Den vil være evig.Og i sin tro på Gud var Dronning Ingrid hele sit liv inderligt medden ægtefælle, hun elskede så højt.

Kong Frederik - den varmhjertede og muntre - og Dronning Ingrid- den stilfærdige og målbevidste - de to hørte sammen, og desupplerede hinanden og lærte af hinanden. Det mærkedes, og detsatte sig spor.

Og derfor er der sikkert mange, der i disse dage får øjnene opfor, at der i løbet af den sidste halvdel af 1900-tallet er sket etlille under: Det kongehus, der i gamle dage levede et næstenhemmeligt, ophøjet liv, er lidt efter lidt gledet ind i danskernesalmindelige verden. Hvad der sker af afgørende hændelser ikongefamilien, er blevet til begivenheder for alle os andre.Medierne hjalp flittigt med, men det, vi for alvor fæstede os ved -det var de ord, der blev sagt ved de lejligheder - sommetider heltprivate ord, der lod os se ind i en families liv, hvadenten det vari sorg eller glæde. For ordene havde en så stærk klang afoprigtighed og ægthed, at mange andre følte, at vi var med.

Sådan gik det til, at det såkaldte konstitutionelle monarki formange helt umærkeligt har fået en magt og værdighed helt forskelligfra den magt og værdighed, som kongehusene i gamle dage gjorde kravpå - en ny magt og værdighed som en naturlig del af det danskedemokrati.

Alt det var Dronning Ingrid også sjælen i, og i den forbindelseskal det heller ikke glemmes, at Dronning Ingrid, skønt hun ikkevar arveberettiget til tronen, efter regeringens ønske fik det højehverv at kunne indtræde som rigsforstander i Dronning Margrethesfravær - en særlig tillid og ære.

Den tillid kom også til udtryk på anden måde. De mange, der itidens løb har mødt Dronning Ingrid - måske blot én gang, sigernæsten allesammen uden undtagelse det samme: Dronningen talte medos! Og mange kan sikkert genkalde sig Dronningens mørke, intensestemme.

Og én ting til: Dronningen skabte tillid på en speciel måde. Huntalte som regel i markante korte sætninger - en særlig form foroprigtighed, der gav hendes ord en uventet kraft. Veltalendemennesker bruger lange sætninger - undertiden fyldt med alle muligeforbehold: hvis, såfremt, ifald!

Men Dronning Ingrids korte sætninger var netop uden forbehold -helt henvendt til den, hun talte med - helt bestemt af hans ellerhendes glæder, sorger eller bekymringer. For Dronningen havdeforberedt sig! Hun kunne huske! Hun vidste, hvem hun skulle møde.Hun talte kontant og ligeud til hvemsomhelst - uden personsanseelseog helt uden forudfattede meninger og fordomme. Derfor vandtDronning Ingrid så stor kærlighed og respekt.

Hendes ord havde vægt. Og hvem husker ikke Dronningens sidsteoffentlige ord - den aften i Riddersalen på Christiansborg den 14.januar 1997 i anledning af Dronning Margrethes 25 årsregeringsjubilæum og på årsdagen for Kong Frederiks død? Ingen harglemt det øjeblik, da Dronning Ingrid uventet rejste sig og taltekærligt og personligt til sin datter, Dronning Margrethe, og hendesto søstre og hele deres familie. Kong Frederik var med! Den gamleDronning talte også på hans vegne.

Og hun sluttede med en kærlig tillidserklæring til KronprinsFrederik og Prins Joachim med de ord: "...så jeg tror, at jeg trygtkan lukke mine øjne, og de vil gøre deres bedste for Danmark".

Der blev så stille som aldrig før i hele landet. Det var ethøjtideligt testamente - det var en brændende fakkel, der blev raktvidere.

I tirsdags lukkede vor gamle Dronning sine øjne. Hun fik enfredfyldt død omgivet af alle sine kære. Dronning Ingrid havdefuldendt sit kald og sin gerning ved af al sin magt og evne at værelydig mod det bud: Blev ingen noget skyldig uden det at elskehverandre.

Og så til sidst: Alt, hvad jeg her har sagt, kunne siges megetbedre. Men det kan der rådes bod på. For Dronning Ingrid efterlodsig en sidste skriftlig vilje om sin begravelse. Bl.a. ønskede hunutrykkeligt, at følgende ord fra Markus-evangeliets 10. kapitel(Markus 10,42-45) skulle læses. Jeg tror, de var som et spejl forhende. De lyder således:

Og Jesus kaldte sine disciple til sig og siger til dem: "I véd,at de, der regnes for folkenes fyrster, er strenge herrer over dem,og de store iblandt dem lader dem føle deres magt. Men således skaldet ikke være blandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer,skal være jeres tjener; og den, som vil være den første af jer,skal være alles træl. Thi Menneskesønnen er ikke kommet for at ladesig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum formange".

Så beder vi Gud bevare Dronning Margrethe og hele hendes familieog trøste dem alle i deres sorg og savn. Og giv dem DronningIngrids fortrøstning og hendes mod og udholdenhed.

Vi takker for Dronning Ingrids gerning for land og folk og fordet eksempel på menneskelighed, hun dermed har givet os alle.

Gud bevare Danmark!

Amen.

Facebook
Twitter