Morten Østergaard. Frank Jensen. Mads Aagaard Danielsen. Jens Gaardbo. Jes Dorph-Petersen. Fælles for de mænd er, at de har mødt alvorlige konsekvenser efter anklager om seksuel chikane i kølvandet på MeToo. Og så er de kendte.
Det betyder, at du sikkert har en holdning til dem. Måske føler du endda, at du kender dem - og det er et problem for MeToo-bevægelsen, mener Anette Borchorst, der er kønsforsker ved Aalborg Universitet og har foretaget en omfattende undersøgelse af seksuel chikane på arbejdspladsen:
- Vi har en diskussion, der handler om folkekære personligheder, som rigtig mange mennesker har et forhold til, og det skaber en polariseret debat. Kendissagerne er godt stof, men debatten risikerer at køre helt af sporet, og jeg tror ikke, man kan ændre, flytte og komme videre, hvis man ikke også diskuterer sager, som ikke handler om kendisser.
Naturligt fokus på kendte
Er en hånd på et lår grelt nok til at måtte gå af som politisk leder for et parti? Hvad så, hvis manden har løjet for sin folketingsgruppe? Er en sag, der skete for 20 år siden, forældet?
Det er nogle af de mange ting, der er blevet diskuteret ivrigt i den offentlige debat, siden Sofie Linde i sensommeren fortalte, at hun i starten af sin karriere på DR blev forsøgt truet til at give et blowjob til en 'stor tv-kanon'.
Omdrejningspunktet for debatten har efterfølgende ofte været kendte personer, og det er naturligt, vurderer Anette Borhorst, eftersom Sofie Lindes personlige fortælling i første omgang rettede fokus på mediebranchen og senere nåede Christiansborg.
- Det er det, vi har set med både Jeppe Kofod, Frank Jensen, Morten Østergaard og Jes Dorph-Petersen, siger Anette Borchorst, der mener, at disse diskussioner har en lidt anden proces end sexchikanesager uden for rampelyset, der typisk er forbundet med en vis mængde anonymitet.
Det seneste eksempel på en person, der er faldet som følge af MeToo, er den tidligere tv-vært på TV 2 Jes Dorph-Petersen, der blev fyret efter en intern undersøgelse af sexsime på tv-stationen.
I kølvandet på sin fyring har han offentligt taget bladet fra munden og stået frem i flere medier med sit syn på sagen, mens kvinderne i sagen er anonyme.
Der er en hel del danskere, blandt andet en Facebook-gruppe med flere end 40.000 medlemmer, der har fattet sympati for den folkekære tv-værts ærinde. Og det gør de netop, fordi de føler, de kender ham, mener Christian Groes, antropolog og kønsforsker ved Roskilde Universitet:
- Han opleves som en ven af familien, en, der har været til stede i fjernsynet i stuen i mange år, og som mange føler, de kender. Og så er det en mand, de færreste nok havde forestillet sig ville blive ramt af det her, siger han.
Den helt store test
Når debatten handler om kendisser, sidder både følelser og holdninger løst på folk, og det kan overskygge selve MeToo-bevægelsen, er Christian Groes og Anette Borchorst enige om. Sidstnævnte kalder derfor debatten omkring Jes Dorph-sagen for den helt store test for hele MeToo-bevægelsen.
- Det har intet med retsfølelse at gøre, hvis ens skyld eller uskyld skal baseres på, hvor populær man er i et segment af befolkningen. Spørgsmålet er, om man kan slippe for en straf, hvis man er populær nok i offentligheden? Og omvendt, hvis man er rigtig upopulær, skal der så ikke mere end et rygte til, spørger Christian Groes og bemærker, at det blandt andet stiller store krav til mediernes research og håndtering af sagerne.
I sager om skyld og uskyld er det normalt retssystemet, vi vender blikket imod. Men MeToo eksisterer uden for juraen, fordi mange kvinder har en oplevelse af, at retssystemet ikke har været der for dem. MeToo er derfor en offentlig i stedet for en juridisk debat, og resultatet er, at vi alle sammen bliver dommere.
- Selvom debatten foregår uden for det juridiske system, insisterer man på, at retsprincippet, om at alle er lige for loven, gælder. Men så er det altafgørende, at det gælder for alle, siger Christian Groes.
Hård debat kan bremse nye sager
Den store test for MeToo-bevægelsen berører imidlertid ikke kun de mænd, der anklages for sexchikane, men også de kvinder, der stiller sig frem.
Efter Sofie Lindes tale i sensommeren besluttede den brede befolkning sig for, at man som udgangspunkt lyttede til de kvinder, der stillede sig frem, ligesom man forholdt sig til sexisme som et større, strukturelt problem i stedet for et problem om brodne kar. Det mener de forskere, DR har været i kontakt med.
- Tilgangen var, at offentligheden ikke skulle betvivle eller nedgøre de kvinder, der stod frem, men derimod lade det være udgangspunktet, at vi stolede på det, de sagde. Den solidaritet er svær at få øje på med de seneste sager, hvor kvinder miskrediteres, og der er en massiv modstand imod dem. Og hvis den generelle tillid til kvindernes udsagn smuldrer, risikerer man, at principperne omkring MeToo skrider, siger Christian Groes.
Anette Borchorst mener, at debatten har medført, at kvinder har fået bedre vilkår for at stå frem, men at tonen i den offentlige debat i dag kan få nogle kvinder til at tøve.
- Jeg er ret sikker på, der er kommet bedre muligheder for kvinder for at stå frem. Tidligere var det sådan, at man ikke stod frem, fordi der er så meget skyld og skam forbundet med de her sager. Anden bølge af MeToo gav kvinderne springbrættet for at stå frem. Men det er klart, at den debat, vi ser i pressen og på SoMe, forplanter sig og kan gøre det sværere for folk at stå frem. Det er der ingen tvivl om, siger hun og tilføjer:
- Forhåbentlig er vi på vej derhen, hvor der er aftalt klare rutiner for håndtering af sager om seksuel chikane. Men det kræver, at virksomheder, ledelser og HR-afdelinger magter diskussionen om forebyggelse, og at de vil lave politikker for, hvordan man løser det, når skaden er sket.
Anette Borchorst oplyser, at der årligt er mellem en og to sexchikanesager, der når domstolene. Derudover er der et formentligt stort antal forlig, der indgås mellem arbejdspladsen og den krænkede, og det præcise antal forlig kendes derfor ikke.
Hvordan kommer vi videre?
Vi skal lytte til og anerkende hinanden. Det kan lyde som et mantra fra en parterapeut, men det er ikke desto mindre vigtigt, hvis MeToo-bevægelsen ikke skal ende med at være en fløjkrig med de kendte i front.
Det mener hvert fald Kenneth Reinicke, der er mandeforsker på Roskilde Universitet og forfatter til bogen ”Mænd der krænker kvinder”, hvori han gør status på konsekvenserne af den første MeToo-bølge.
Han vurderer blandt andet, at vi i denne anden bølge skal lytte til de bekymringer, der måtte være hos nogle mænd om, hvordan man navigerer i et nyt landskab:
- Vi er nødt til at acceptere, at diskussionen om, hvornår man er en nice guy har sin berettigelse. For der vil sidde mænd derude, der er i tvivl om, hvordan man skal flirte.
- Vi har stadig en forestilling om, at det er manden, der skal tage initiativ. Der skal ændringer til, men det ér en kompliceret proces med mange vigtige spørgsmål. For hvad er acceptable omgangsformer, spørger Kenneth Reinicke og understreger, at sager, hvor der er brugt vold, selvfølgelig ikke falder i samme kategori.
Samtidig skal vi også acceptere, at der ikke er et facit, når emnet er krænkelser, mener Annette Borchhorst.
En stor del af diskussionen herhjemme tager sit afsæt i, at vi ikke kan blive enige om, hvornår en krænkelse er en krænkelse. Og det kan vi ikke, fordi der ingen objektive definitioner findes på, hvad en krænkelse er – det vil nødvendigvis være forskelligt fra person til person, siger hun:
- Det vigtige omkring krænkelser er, at der er et subjektivt element i det, og man skal lære at læse andre menneskers grænser. Fordi én person ikke har problemer med et klap i numsen, er det ikke acceptabelt, at man så klapper andre i numsen. Analysen af danske sager viser, at der er en lille gruppe mænd, der ikke lærer det, og som gør det igen og igen.
Herhjemme er der desuden en uoverensstemmelse mellem den fortælling, der i lang tid har været fremherskende i samfundet, nemlig at der er tale om uskyldigt flirteri og drengerøvsopførsel, sammenholdt med den oplevelse, de implicerede kvinder har haft.
- Drengerøvsflosklen om, at kvinder er nærtagende eller ikke kan tage en joke, passer ikke med de smertelige fortællinger, som ofret sidder tilbage med, ofte sammen med en følelse af ikke at være blevet taget alvorligt, siger Kenneth Reinicke.
De kvinder, der udtaler sig i de grafiske bokse undervejs i artiklen, er anonymiseret, da de alle er underlagt fortrolighedsklausuler som følge af tidligere sexchikanesager. DR er bekendt med kvindernes rigtige identitet.