Historien om det muslimske flertal i bestyrelsen for boligområdet Egedalsvænge i Kokkedal har nu nået et landspolitisk niveau.
Den konservative indfødsretsordfører Tom Behnke raser mod det flertal i bestyrelsen, som har afvist at bruge 5.000-7.000 kroner på et juletræ med lys.
Samme flertal donerede ellers tidligere på året 60.000 til en stor Eid-fest med hoppeborge og klatrevæg.
- Jeg synes, at det er stærkt foruroligende, at vores integrationsindsats er så haltende, at man i det øjeblik, der er et muslimsk flertal, fjerner gode gamle danske traditioner og indfører muslimske traditioner i stedet for, siger Tom Behnke.
Vi lever i Danmark
Han mener, at det muslimske flertal i boligområdet har misforstået noget.
- Vi lever altså i Danmark, og så må man indrette sig efter de forhold, som gælder her, siger han.
Nu er det danskerne, som er i mindretal. Kan man ikke omvendt sige, at alle boligforeninger med et muslimsk mindretal bør sponsorere en eid-fest?- Nu skal vi huske, at en eid-fest var muslimernes sejrsfest, da de havde slagtet de kristne i sin tid, så jeg ved ikke, hvor meget der er at fejre i Danmark. Men man skal have lov til at holde sine højtider, som man har lyst til, man skal bare også respektere de højtider, der er i det land, man er kommet til, svarer Tom Behnke til det spørgsmål.
- Respekter danske traditioner
Han frygter, at nogle forsøger at omdanne Danmark til et muslimsk land.
- Det nytter altså ikke noget, at man vil omdanne Danmark til et muslimsk land, fordi man selv har en muslimsk baggrund. Det må aldrig ske. Tværtimod skal vi have gensidig respekt for hinanden. Dette er mangel på respekt for danske traditioner og kultur, siger Tom Behnke og tilføjer:
- Vi skal ikke have et Danmark, hvor danske traditioner forsvinder, når der er muslimsk flertal et sted.
Om mindretallet, der altså for første gang i mange år ikke får et juletræ, siger han.
- Det er synd for dem.