Konservative: Vi skal have et register med alle danske fingeraftryk

Politiet skal have adgang til alle danske fingeraftryk, mener de Konservative. Dansk Folkeparti vil gå endnu længere.

Alle danske fingeraftryk skal samles i et landsdækkende register, mener De Konservative. Venstre og Socialdemokraterne er skeptiske. (© DR)

Dansk politi skal fremover have adgang til alle danskeres fingeraftryk, mener de Konservative.

Derfor skal det fingeraftryk, som du placerer i dit nye pas, indgå i et landsdækkende register, mener de Konservatives retsordfører, Brian Mikkelsen.

- Det vil gøre opklaringsarbejdet langt lettere for politiet med sådan et landsdækkende register, siger Brian Mikkelsen, som ikke mener, der er "retssikkerhedsmæssige problemer forbundet med at gemme fingeraftrykkene."

Fra den 1. januar 2012 har alle danskere afgivet deres fingeraftryk i forbindelse med udstedelse af et nyt pas. Fingeraftrykket er blevet lagret i passets chip, og begrundelsen var dengang fra Justitsministeriet, at det skal dæmme op for forfalskninger og misbrug af pas.

400.000 fingeraftryk i dag

I dag opbevarer Rigspolitiets kriminalteknikere cirka 400.000 fingeraftryk fra tidligere mistænkte. Ifølge den seneste opgørelse fra 2010 var fingeraftryk med til at identificere cirka 800 personer i forbindelse med efterforskning.

Et nyt register kan hjælpe politiet endnu mere, mener den tidligere justitsminister.

- Vi skal først og fremmest tage hensyn til borgernes tryghed, og hvis vi kan give politiet bedre efterforskningsredskaber, skal vi gøre det, siger Brian Mikkelsen.

V og S er skeptiske

De Konservative skal dog ikke vente opbakning fra den tidligere regeringsmakker Venstre, siger retsordfører Karsten Lauritzen.

- Vi har politiets fingeraftryksregister, og det skal vi bevare. Men jeg kan ikke se for mig, at alle danskere skal have deres fingeraftryk registreret til efterforskning, siger Karsten Lauritzen.

Mere imødekommende er Socialdemokraterne, som gerne deltager i en diskussion om et stort register. Men det bliver ikke uden en løftet pegefinger.

- Det skal ikke være sådan, at helt almindelige, uskyldige mennesker i tide og utide bliver blandet ind i en efterforskning, fordi de tilfældigvis har været et bestemt sted, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.

Dansk Folkeparti er begejstret

Til gengæld vinder forslaget mere begejstring hos Dansk Folkeparti.

- Det er en rigtig god ide at udnytte, at alle danskere får taget fingeraftryk til deres pas. Et landsdækkende register kan spare både ofre og ressourcer, mener retsordfører Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti er faktisk klar til at gå endnu længere. Partiet har i årevis kæmpet for et landsdækkende DNA-register, som kan oprettes ved hjælp af de blodprøver, som tages af nyfødte. Det er hidtil blevet afvist af alle andre partier.

Facebook
Twitter