Kontakttallet er 1: Heunicke vil have vurderet, om der er plads til mere genåbning

Smittetallene har været ret stabile i flere uger.

Coronasmitten er ikke for alvor steget i takt med genåbningen, som nogle beregninger ellers havde forudset. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Kontakttallet er i denne uge beregnet til at være på 1.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Kontaktallet beskriver, hvor mange personer en smittet giver virusset videre til. Hvis kontaktallet er 1, giver ti smittede altså sygdommen videre til i gennemsnit ti andre personer, og dermed er smitteudviklingen stabil.

Er den over 1, er smitten stigende, mens den er faldende ved et kontakttal under 1.

I sidste uge var kontakttallet også på præcis 1, mens det ugen inden var beregnet til 1,1.

- Det er fantastisk flot og er et virkelig godt sted at være, skriver Magnus Heunicke.

De stabilt lave smittetal giver ifølge sundhedsministeren mulighed for nu at få vurderet, om der er plads til at genåbne mere, skriver han.

- Vi lykkes med at holde epidemien på et stabilt lavt niveau, og det giver os grundlag for at få vurderet, om der er plads til yderligere genåbning, lyder det i hans tweet.

Stabile smittetal

Smittetallene har gennem en del uger været stabile, og den frygtede stigning i smitten i forbindelse med genåbningen er i hvert fald endnu ikke slået igennem.

I dag er der registreret 563 nye smittede det seneste døgn. Og det er på samme niveau, som det har været i et stykke tid.

Samtidig er antallet af indlagte faldet med 10 det seneste døgn, så der nu igen er færre end 200 indlagte på de danske hospitaler med coronavirus - helt præcist 197 indlagte.

På grund af de stabilt lave smittetal har der de seneste dage været diskussion om, om der skulle skrues op for genåbningen af samfundet.

Eksempelvis har Venstre i dag foreslået en plan, der skal åbne samfundet hurtigere.

En del af den genåbningsaftale, som Folketinget vedtog i marts, er da også, at man løbende skal følge smitteudviklingen og se på, om planen skal ændres.

Derfor er Folketingets partier indkaldt til forhandlinger om mere genåbning på torsdag.

Under en partilederdebat i Folketinget i dag blev statsminister Mette Frederiksen (S) spurgt af De Konservatives Søren Pape Poulsen, om ikke de stabile smittetal betød, at der nu var plads til at åbne mere, end man tidligere har aftalt.

Det ville hun ikke afvise:

- Hvis vi kan genåbne mere på et tidligere tidspunkt, så skal vi gøre det, men vi skal holde nøje øje med udviklingen i pandemien, lød det fra statsministeren.

Nu åbner sundhedsministeren altså også for i hvert fald at få en vurdering af, om der er plads til at åbne hurtigere.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk