Kontakttallet falder: 'Venner, det ser søreme ud til, at vi har en aftagende epidemi'

Sundhedsministeren jubler over faldende kontakttal på Twitter.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) glæder sig over det faldende kontakttal. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) glæder sig over kontakttallets udvikling, der er faldende.

Og det i en grad, så han nærmest jubler.

- Venner, det ser søreme ud til, at vi har en aftagende epidemi i Danmark, skriver han jublende på Twitter.

Kontaktallet er nemlig faldet til 0,8, efter det de seneste mange uger har ligget relativt stabilt på 1,1.

Et kontakttal på 0,8 betyder, at ti coronasmittede smitter otte andre.

Det faldende kontakttal kommer på dagen, hvor Folketingets partier igen er invitereret til genåbningsforhandlinger, hvor de blandt andet skal finde ud af, hvordan coronarestriktionerne skal se ud i fremtiden.

Inden forhandlingerne har flere partier talt for at forlænge åbningstider for restauranter og barer, mens sundhedsministeren selv har fortalt, at man vil se på at slække på mundbindskravet.

Virolog Allan Randrup Thomsen er dog usikker på, om kontakttallet reelt er faldet så meget, eller om det kan være udtryk for usikkerhed i stikprøverne

- Jeg er en lille smule usikker på kontakttallet, for jeg synes, at de seneste dagens tal har svinget meget både i antal smittede og testfrekvens, siger han.

- Indtil vi har set, at det her gentager sig i næste uge, så vil jeg forbeholde mig ret til at sige, at smitten er stort set uændret, siger han.

Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, noterer sig dog, at der er tale om et "stort fald".

- Det kan både skyldes udbredelsen af vacciner og sæsoneffekt, som noget tyder på er større, end hvad vi har set indtil nu, siger han.

Plads til lempelser

Begge eksperter er dog enige om, at der med relativ lav smitte i samfundet er plads til flere lempelser af restriktionerne.

- Sæsoneffekt og vacciner presser kontakttallet ned, og vores lempelse af restriktionerne presser kontakttallet op. Men der er ikke nogen grund til, at kontakttallet nødvendigvis skal være så lavt som muligt, siger Viggo Andreasen.

- Taget i betragtning af, at de fleste af os om halvanden til to måneder vil være vaccineret, så vil epidemien under alle omstændigheder have svært ved at sprede sig, siger han.

Eksperterne advarer dog mod at fjerne restriktionerne helt. Især coronapasset og hyppig testindsats er det vigtigt at holde fast i, mener både Randrup og Andreasen.

Tekniske problemer

Dagens coronatal viser, at 904 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Ingen personer er døde.

Tallet formodes at være overestimeret på grund af de tekniske problemer de foregående dage.

Dagens smittetal er baseret på 180.939 pcr-test. Det svarer til, at 0,50 procent af de testede har været smittet med covid-19.

Der er nu 122 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er to færre end i går. Af de indlagte er 27 på intensiv afdeling og 17 er i respirator.

Der er indtil videre vaccineret 2.497.930 personer, hvilket svarer til 42,7 procent af befolkningen. 1.414966 personer er færdigvaccinerede, hvilket er 24,2 procent af befolkningen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk