Kontakttallet stiger til 1,2 og antallet af indlagte stiger stadig: Sundhedsministeren kalder situationen 'yderst alvorlig'

Kontakttallet er steget til 1,2, og situationen er 'yderst alvorlig', understreger sundhedsministeren.

(Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

2.621 personer er blevet bekræftet smittet med coronavirus det seneste døgn, og der er 172 nyindlagte på landets hospitaler.

Dermed er der 28 flere indlagte end i går, og i alt er 900 personer med coronavirus nu indlagt i Danmark. 22 personer smittet med coronavirus er døde det seneste døgn.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut. De nye smittetilfælde er blevet fundet ud fra 78.015 prøver, hvilket giver en positivprocent på 3,4.

Af de indlagte er 128 personer indlagt på intensiv afdeling, hvor 73 personer får respiratorbehandling.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste tidligere i dag, at kontakttallet er steget til 1,2. Det betyder, at smitten i samfundet igen er tiltagende, da hver smittet i gennemsnit giver coronavirusset videre til 1,2 andre.

Kontakttallet er dog behæftet med en vis usikkerhed på grund af variationer i antallet af testede hen over julen. Uanset hvad er tallet bekymrende, understreger ministeren på Twitter.

- Vi har et for højt smittetryk, og sammenlagt med høj positivprocent, stigende indlæggelsestal og flere dødsfald er situationen yderst alvorlig, skriver han.

I sidste uge lå kontakttalet på 0,9, lød det på det tidspunkt fra Statens Serum Institut. Sidste uges kontakttal er blevet justeret i den nye beregning, så der har faktisk ikke været et tidspunkt i december, hvor epidemien har været aftagende.

Artiklen fortsætter under grafikken.

62 dødsfald på plejehjem i sidste uge

Der er også et andet tal, der er i stigning. Og det er antallet af danskere, der nu har fået den første af to doser af vaccinen mod coronavirus.

I alt har 6.775 personer i Danmark nu modtaget det første stik, oplyser Statens Serum Institut.

Det er plejehjemsbeboere og frontpersonale, der står først i rækken til at modtage en vaccine mod coronavirus. Men epidemien kommer stadig inden for dørene på landets plejehjem - faktisk i højere grad end tidligere.

I sidste uge døde 62 plejehjemsbeboere smittet med coronavirus. Det er det højeste antal, siden coronavirusset kom til Danmark i slutningen af februar.

Også antallet af konstaterede smittetilfælde blandt plejehjemsbeboere slog rekord i sidste uge, hvor 391 beboere landet over blev testet positive.

Presser landets hospitaler

Vaccinerne er da heller ikke nok til at fjerne bekymringerne hos sundhedsministeren. Heller ikke hos Henrik Ullum, der er direktør for Statens Serum Institut (SSI).

- Det er et problem, hvis vi går ind i det nye år med så høje smittetal. Det vil belaste vores sundhedsvæsen og give flere unødige dødsfald, sagde han i går.

Landets regioner ruster sig i øjeblikket også på, at hospitalerne kun kommer under større pres på grund af flere indlagte med coronavirus.

I går var 479 af i alt 560 isolationspladser til coronapatienter i Region Hovedstaden i brug. I flere andre regioner har man også opjusteret beredskabsniveauet for at oprette flere sengepladser til patienter med coronavirus.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter