Kontorchef hos CPR-kontoret: Jeg har det rigtig skidt med fejlen

CPR-kontoret erkender, at der er sket en fejl, da 900.000 danskeres cpr-numre blev lagt ud på nettet.

I 50 minutter kunne omkring 600 virksomheder hente en liste med 900.000 danskeres cpr-numre på nettet. (© Colourbox)

Onsdag eftermiddag kom CPR-kontoret ved en fejl til at lægge 900.000 danskeres cpr-numre på nettet. I 50 minutter lå de på en side, hvor 600 virksomheder kan downloade dem.

I den tid nåede 18 virksomheder at downloade listen, oplyser CPR-kontoret.

- Det er en meget beklagelig fejl, og det har jeg det rigtig skidt med, siger Carsten Grage, der er kontorchef i Økonomi- og Indenrigsministeriet, til DR Nyheder.

Erkender det fulde ansvar

Som det ser ud nu, ved han ikke, hvor fejlen er opstået. Men han forklarer, at CPR-kontoret hver måned modtager listen fra leverandøren CSC.

- Normalt indeholder den ikke cpr-numre, men det har den så gjort denne gang.

Under alle omstændigheder er det vel jeres ansvar, når det er jer, der lægger den på?

- Ja uden tvivl. Det er CPR-kontoret, der har ansvaret, og listen skal ikke indeholde cpr-numre, siger Carsten Grage.

Har bedt om redegørelse

Han understreger, at han har bedt om en redegørelse af forløbet for at finde ud af, hvad der er sket.

- Vi skal sørge for, at det på ingen måde kan ske igen, siger han.

De 900.000 cpr-numre figurerede på den såkaldte Robinson-liste, der er en oversigt over danskere, som ikke ønsker direkte markedsføring som adresserede reklamer og telemarketing.

Har hørt tilbage fra nogle virksomheder

Nu har CPR-kontoret skrevet en mail til de 18 virksomheder, der har downloadet listen i de 50 minutter, cpr-numrene var tilgængelige.

- Vi har allerede hørt tilbage fra flere af dem, men jeg har ikke det præcise tal, siger Carsten Grage, der har givet virksomhederne en deadline klokken 16.00.

Han er ikke bekendt med, at virksomhederne skulle have videregivet de fortrolige cpr-numre, og han mener heller ikke, at det er tilfældet.

For virksomhederne skal have brugernavn og password for overhovedet at downloade listen, og her bliver virksomhederne gjort opmærksomme på, at det er ulovligt at videregive oplysningerne.

- Så kan de straffes med bøde. Så danskerne bør ikke gå i panik, siger han.

Facebook
Twitter