Kontroversiel genforening: Vermund og kvindelig imam var barndomsvenner

I et nyt program mødes de to frontfigurer, hvis liv har taget vidt forskellige drejninger.

Danmarks første kvindelige imam, Sherin Khankan, og formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund var tætte barndomsvenner, men har ikke set hinanden siden. (© DR2)

De er vokset op få meter fra hinanden i Kastrup. De legede sammen og var hinandens bedste veninder.

I dag er den ene, Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige og en stor kritiker af islam. Den anden, Sherin Khankan, er Danmarks første kvindelige imam, og de to har derfor også meget forskellige synspunkter i forhold til islam.

Og så har de to profiler ikke mødt hinanden siden barndommen.

I programserien 'Abdel mellem fjender' på DR2 genforenes islamkritikeren med sin muslimske barndomsveninde.

Her tager programmets vært, Abdel Aziz Mahmoud, dem blandt andet med tilbage til deres barndomsgade, hvor de fortæller om deres venskab og deres rejse fra den trygge barndom til livet som frontfigurer med hver deres store mission.

Rummelighed og frisind

Genforeningen mellem de to går dog ikke udpræget godt.

Allerede inden mødet udtrykker de begge et ubehag ved hinandens projekter, og de undrer sig begge over, at den andens liv har formet sig i en så forskellig retning.

- Det er lidt et mysterium for mig, det der med, at man vokser op og kommer fra det samme sted og så går så forskellige veje. At hun kan være så unuanceret. At hun kan tale om islam som en helhed, siger Sherin Khankan og fortsætter:

- For mig er det meget enkelt. Man kan vælge at fokusere på det, der forener os som mennesker, eller det, der skiller os som mennesker.

Også Pernille Vermund finder det underligt, at de i dag står så forskellige steder.

- Det hjem, Sherin voksede op i, var set med mine øjne et dansk hjem - selvfølgelig med en lille smule præg af, at hendes far var fra Syrien.

- Som jeg husker det, var der hverken bedetæpper eller bøn, og hendes mor lå i bikini ude i haven og var meget frisindet, siger hun.

Nazibeskyldninger

Og så sammenligner de begge hinanden med nazister.

Ifølge Pernille Vermund er et møde med en imam lidt som at møde en nazist. Og ifølge Sherin Khankan er Pernille Vermunds omtale af muslimer "en slags nynazisme" Det kan du se dem sætte ord på i videoen her:

De to mødes i Vejle til et foredrag, som Khankan holder om islamofobi i Europa.

Efter at have hørt foredraget er Pernille Vermund tydeligt berørt af oplevelsen. Men det er ikke en positiv følelse, hun sidder med.

- Jeg bliver rigtig ked af det og tungsindig. Det havde jeg ikke forventet. Du var jo den frie pige, der havde alle muligheder for at leve i et frit samfund, siger Pernille Vermund til sin barndomsveninde.

Det giver Khankan dog ikke meget for. Hun ser ikke sig selv som ufri - tværtimod.

- Det er så langt væk fra den følelse, jeg selv sidder med. Jeg føler mig meget stolt, glad, håbefuld og fri.

De to ender med at diskutere islam, og her bliver uenighederne tydeliggjort for enhver.

- Når islam får indflydelse, så er der ikke plads til det, der forener, der er kun plads til islam, siger Vermund, inden Khankan afbryder hende:

- Du taler om islamisme. Det er en politisk ideologi. Der kan jeg godt forstå, du er bekymret. Men jeg oplever, at I gør det samme som islamisterne. De manipulerer et modsætningsforhold mellem dem og os, kristne og muslimer, islam og vesten. I gør det samme.

Diskussionen ender med, at de to må gå hver til sit.

Pernille Vermund synes, det er ubehageligt at høre sin barndomsveninde tale om islam. (© DR2)

Vejene skiltes for mange år siden

De to har dog tidligere haft en form for interaktion i offentligheden. I 2016 skrev Vermund et opslag på Facebook om Sherin Khankan:

- Selv om jeg ikke kan se din tro, som du gør det, så håber jeg, at jeg en dag vil se resultatet af dit arbejde - og at de danskere, der vælger at bekende sig til samme tro som du, en dag vil kunne spejle sig i et forbillede rundet af vestlige værdier, frihed og næstekærlighed, skrev hun dengang.

Sherin Khankan har en kristen mor fra Finland og en muslimsk far fra Syrien og hed Ann Christine Khankan som barn. I 2016 startede hun Mariam Moskeen i København, som er den første moské i Skandinavien med kvindelige imamer.

Pernille Vermunds familie flyttede fra Kastrup til Snekkersten i 1985. I 2015 stiftede hun det højreorienterede og islamkritiske parti Nye Borgerlige.

Facebook
Twitter