Kornbæk truer med at gå

Bodil Kornbæk vil ikke være medlem af Kristendemokraterne, hvis partiets højrefløj sejrer ved det forestående landsmøde og afsætter hende som formand.

Kristendemokraternes formand, Bodil Kornbæk, er træt af højrefløjen i partiet og truer nu med at tage sit gode tøj og gå.

Der er lagt op til hård konfrontation, når Kristendemokraterne afholder landsmøde sidst i oktober.

Partiets formand, Bodil Kornbek, siger forud for landsmødet, at hun vil melde sig helt ud af partiet, hvis ikke hun bliver genvalgt som formand.

Kornbeks modkandidat til formandsposten er bornholmeren Bjarne Hartung Kirkegaard, og hans linje bryder den nuværende formand sig meget lidt om. Især når det handler om en af partiets gamle mærkesager: abortspørgsmålet.

- Jeg kan ikke være en del af et parti, hvor man accepterer religiøse argumenter. Jeg synes faktisk, det er slemt, at man siger, at abort er en forbrydelse, som skal ind under straffeloven. Jeg synes, det er slemt at kalde det fosterdrab, siger Bodil Kornbek til Ritzau.

Abortspørgsmålet er stridens æble

Abortspørgsmålet skal ifølge Bodil Kornbek fortsat være et vigtigt emne for partiet, men hun vil ikke acceptere en fordømmende retorik.

- Vi skal arbejde for at få aborttallet bragt ned, men vi skal gøre det med en udstrakt hånd og ikke med en løftet pegefinger, skyld og fordømmelse. Det kan jeg bare ikke være med til, siger hun.

Bjarne Hartung Kirkegaard har en baggrund i Indre Mission, men Bodil Kornbek understreger, at hun på ingen måde har noget imod Indre Mission eller andre religiøse grupperinger, men hun advarer kraftigt mod at bruge en religiøs retorik i partiet og blande religion og politik alt for meget sammen.

- Kristendommen er en inspiration for partiet. Vores grundlæggende holdning er, at ethvert mennesket er værdifuldt, uanset hvor meget man kan yde eller præstere. Men at bruge Bibelen til at slå folk oven i hovedet, det kan man bare ikke, siger Bodil Kornbek.

Kristendemokraternes landsmøde foregår 25.-26. oktober.

Facebook
Twitter