Tema Prins Henrik er død

Korrespondent: Fredensborg Slot er det danske Château de Cayx

Prins Henrik ønsker at tilbringe sin sidste tid på det nordsjællandske slot.

Fredensborg har blandt andet dannet ramme om tronfølgerparrets bryllup i 1967. (Arkivfoto: Per Pejstrup/Scanpix 2017). (Foto: Per Pejstrup © Scanpix)

I en kortfattet meddelelse oplyser Kongehuset i dag, at prins Henrik er blevet flyttet fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot.

Prinsens tilstand betegnes fortsat som alvorlig, og han ønsker at opholde sig på det nordsjællandske slot i sin sidste tid.

Valget af netop Fredensborg Slot er oplagt, vurderer DR’s kulturkorrespondent, Mette Hybel:

- Fredensborg er vel det tætteste, man kommer på Château de Cayx i Danmark. Det er et sted, som prinsen har nydt at komme rigtig meget, og hvor han har sin elskede urtehave, hvor han dagligt har plukket krydderier til sin mad.

Regentparret købte Château de Cayx i Frankrig med den tilstødende jord i 1974. Det ligger i nærheden af prinsens families ejendom i Cayrou, og han har fået restaureret slottet og genskabt dets vinmarker.

Prinsen har udtrykt sin kærlighed til både det franske og nordsjællandske slot på skrift.

- Faktisk har han dedikeret et helt digt til Fredensborg Slot, så ingen tvivl om, at det har været prinsens ønske at komme til Fredensborg Slot også til sidst, siger Mette Hybel.

Udpluk af digtet 'Fredensborg Slot' fra digtsamlingen ’I mine lykkelige nætter’, gendigtet fra fransk af Niels Lyngsø.

Fredens slot

giver fred i sjælen.

Blomsterne, vindens toner,

og nattens litanier

luller det trygt i søvn.

Slottet har dannet rammen om kongefamiliens samvær, ikke mindst ved fester og fejring af bryllupper, fortæller Mette Hybel.

- Alle de store fester har igennem snart 100 år været afholdt på Fredensborg Slot. Og regentparret har boet fast på Fredensborg næsten halvdelen af året.

- Der er en særlig stemning med egnen, stedet og menneskene omkring slottet, forklarer hun.

(ARKIV) Tronfølgerparret danser brudevals foran gæsterne på Fredensborg Slot. Prinsesse MArgrethe og prins Henrik danser brudevals.. (Foto: Allan Moe/Scanpix 2017) (Foto: Allan Moe © Scanpix)

Dronning Ingrid traf samme valg

Prinsgemalens svigermor, dronning Ingrid, tilbragte også sin sidste tid på Fredensborg.

- Hun sov stille ind i Kancellihuset 7. november 2000 omgivet af sin nærmeste familie - alle medlemmerne af kongefamilien, fortæller Mette Hybel.

Kronprins Frederik med sin mormor Dronning Ingrid på trappen til Fredensborg Slot i anledning af Prins Joachims 18 års fødselsdag. (Foto: Kurt Petersen © Scanpix)

Dronning Ingrid boede i Kancellihuset eller Kavalerhuset, som bygningen oprindeligt hed, fra 1974, når hun ikke boede på Amalienborg eller Gråsten Slot.

I dag anvender kronprins Frederik og kronprinsesse Mary bygningen som sommerresidens.