Korrespondent hæfter sig ved fire ting i udtalelse fra hjemsendt spionchef

Dagens udtalelse fra Lars Findsen er så usædvanlig, at det bliver svært for myndighederne at afvise at forholde sig til den. 

Lars Findsen, hjemsendt chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Arkivfoto (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix Denmark)

Det er en højst usædvanlig og hård udtalelse, den hjemsendte og sigtede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, har udsendt i dag.

Over fire en halv side kritiserer han særligt myndighedernes håndtering af sagen mod ham - en sag, hvor han er sigtet for uberettiget at have videregivet højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne.

Lars Findsen kalder sagen for vanvittig og nægter sig skyldig i de rejste sigtelser.

Her er fire hurtige nedslagspunkter, som givet vil fylde i den kommende tid:

1

"Ingen stoppede noget"

Særligt opsigtsvækkende er det, at Lars Findsen kritiserer, at myndighederne ikke har grebet ind tidligere, hvis de mener, han har røbet statshemmeligheder.

Lars Findsen skriver nemlig, at overvågningen af ham har stået på i endnu længere tid, end det hidtil har været fremme - uden dog at skrive noget om hvor længe.

Så hvorfor har myndighederne ikke stoppet forbrydelsen tidligere?

2

"Savner fagligt belæg"

Lars Findsen skriver i udtalelsen, at han efter hjemsendelsen fra Forsvarets Efterretningstjeneste i august 2020 har talt grimt om ledende personer i centraladministrationen, herunder Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen og tidligere forsvarsminister Trine Bramsen.

Disse samtaler er foregået i privat regi over for hans nærmeste familie og venner - men opsnappet af PET i forbindelse med rumaflytningen af hans private hjem.

Og disse samtaler har intet med de rejste sigtelser at gøre, skriver han, og derfor mener han, det savner fagligt belæg, at hans familiemedlemmer indgående er blevet spurgt til netop dette under afhøringer af dem.

3

"Talte om sag for at beskytte DK"

I udtalelsen erkender Lars Findsen, at han har talt om sagen med sin familie og også om de artikler, der er blevet udgivet i forbindelse med Tilsynet med Efterretningstjenesternes tilsynets historisk hårde kritik af FE’s ledelse.

Han skriver indirekte også, at han har talt til baggrund med journalister for at korrigere et misvisende mediebillede.

Han skriver, at formålet har været at beskytte Danmarks interesser, og han afviser at have røbet statshemmeligheder.

Lars Findsens vurdering står i skærende kontrast til myndighedernes vurdering.

4

"Privatliv en del af sagen"

Allerhårdest kritiserer Lars Findsen, at politikere på briefinger om hans lækagesag er blevet orienteret om stærkt private forhold, der intet har at gøre med sigtelserne mod ham.

Han skriver, at han aldrig er blevet afhørt om sit privatliv, men at intime detaljer fundet i blandet andet en sms-tråd med hans kæreste er blevet brugt til at intimidere ham og undergrave hans troværdighed.

Hvad har været myndighedernes saglige belæg for at dele disse oplysninger?

5

Hvad så nu?

Disse fire punkter vil myndighederne givet blive bedt om at svare på.

Og det kan ske sideløbende med, at anklagemyndigheden er i gang med at overveje, hvorvidt der skal rejses en tiltale mod ham.

Ét er sikkert: Dagens udtalelse fra Lars Findsen er så usædvanlig, at det bliver svært for myndighederne at afvise at forholde sig til den.