Korruptions-mistanke på Københavns Rådhus

Medlemmer af Borgerrepræsentationen i København mistænkes for at have afkrævet en entreprenør bestikkelse for at støtte et boligprojekt.

Medlemmer af Borgerrepræsentationen i København mistænkes for at have afkrævet entreprenørkoncernen NCC bestikkelse.

Medlemmer af Borgerrepræsentationen i København mistænkes for at have afkrævet entreprenørkoncernen NCC bestikkelse som betingelse for at støtte et boligprojekt i Sydhavnen. Det skriver Politiken.

Det var NCC, som tirsdag ringede til Socialdemokraternes ordfører Anne Vang og fortalte om henvendelser fra flere politikere.

Anne Vang gik videre til Københavns Kommunes administrative ledelse, der orienterede overborgmester Ritt Bjerregaard (S).

Bidrag til en partikasse

Den politiske og administrative ledelse besluttede i fællesskab, at anklagerne var så alvorlige, at de skulle undersøges af politiet, som allerede tirsdag aften afhørte en direktør fra NCC.

NCC's kommunikationschef, Bo Dybkær, bekræfter over for Politiken, at NCC's koncernledelse er blevet afhørt af politiet i sagen.

Bo Dybkær ønsker ikke at oplyse, hvilke krav politikerne stillede til NCC, men ifølge Politikens oplysninger blev entreprenørkoncernen bedt om bidrag til en partikasse eller opfordret til at blive kunde i et firma ejet af en politiker.

Venstre-politiker mistænkt

NCC ønsker heller ikke at sætte navn på de politikere, der nu er i politiets søgelys, men ifølge Politikens oplysninger er en af de mistænkte en Venstre-politiker.

Chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi bekræfter, at der pågår en efterforskning.

- Jeg kan bekræfte, at der er en undersøgelse i gang i forbindelse med nogle kommunale anliggender. På baggrund af en henvendelse, vi har fået, har vi iværksat en undersøgelse for at finde ud af, om der er foretaget noget strafbart. Det er vi slet, slet ikke afklarede på endnu, siger Per Larsen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter