Korruptionssigtet IT-chef gav penge til Løkke

En IT-chef sigtet i en bestikkelsessagen fra Region Sjælland donerede penge til Lars Løkke Rasmussens Løkkefond.

Den 51-årige IT-chef, der er varetægtsfængslet og sigtet i bestikkelsessagen fra Region Sjælland, har doneret 34.590 kroner til Løkkefonden, skriver Ekstra Bladet.

Avisen er kommet i besiddelse af en række billeder, der blandt andet viser den sigtede IT-chef overdragen checken til Lars Løkke Rasmussen ved et arrangement på Nationalmuseet.

Løkkefonden er et projekt iværksat af Lars Løkke Rasmussen og har til formål at "sætte fagligt svage drenge i stand til at indhente deres efterslæb i skolen gennem faglig og personlig træning", oplyser fonden på sin hjemmeside.

Pengene ryger tilbage, hvis de er skyldige

Ekstra Bladet har talt med Lars Løkke Rasmussens forhold til IT-chefen, der er central i den store it-bestikkelsessag.

- Om der er noget i den sag, ved hverken du eller jeg. Ingen er skyldige, før de er dømt. Det siger sig selv, at Løkkefonden ikke kan acceptere at få penge fra firmaer, der har gjort noget ulovligt. Så hvis der er noget i den sag, så bliver pengene returneret, siger Lars Løkke Rasmussen til Ekstra Bladet.

Danmarks største sag om bestikkelse

I alt 13 personer er blevet anholdt og sigtet for at have medvirket i en omfattende sag om bestikkelse af blandt andet offentlige myndigheder.

Politiets påstand er, at ansatte i to it-firmaer har bestukket personer ansat i Region Sjælland, Kriminalforsorgen og Rigspolitiet. De fængslede er to ansatte fra henholdsvis Region Sjælland og Rigspolitiet og fire medarbejdere i to it-firmaer, hvoraf det ene er Atea A/S.

Fængslingen til 2. juli blev på stedet kæret til Østre Landsret, og her har tre dommere vurderet, at sagen er så kompleks, at der skal et egentligt retsmøde til for at afgøre mændenes skæbne.

FacebookTwitter