Korsør til aften: Borgerne viser deres medfølelse for Emilie Meng og hendes familie

Den 17-årige Emilie Mengs forsvinden er blevet fulgt med stor opmærksomhed i befolkningen.

  • Her til aften er der blevet lagt blomster og tændt lys ved Korsør Station, hvor Emilie Meng blev set i live for sidste gang. (Foto: Line Feld © DR Nyheder)
  • Emilie Meng blev fundet død juleaftensdag efter at have været forsvundet siden 10. juli. (Foto: Line Feld © DR Nyheder)
  • Dorthe Jensen (tv.) og Lisette Andersen (th.) arbejder begge sammen med Emilie Mengs mor. Her ses de ved Korsør Station. (Foto: Line Feld © DR Nyheder)
  • Politiet oplyste i aften ved et pressemødet, at Emilie Meng er blevet udsat for en forbrydelse. (Foto: Line Feld © DR Nyheder)
  • "Kære Emilie. Der findes ingen ord, der kan beskrive, hvilke følelser og tanker der går igennem vores hoveder nu," står der i en sidste hilsen til den unge pige, der i dag ville have været 18 år. (Foto: Line Feld © DR Nyheder)
  • Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke komme med detaljer om de næste trin i sagen og beder folk om at stå frem, hvis de har set noget mistænkeligt ved søen i Borup, hvor Emilie Meng blev fundet, eller hvis de har andre oplysninger i sagen. (Foto: Line Feld © DR Nyheder)
1 / 6

Politiet har bekræftet, at det var Emilie Meng, der blev fundet død i en sø på Regnemarks Bakke i Borup juleaftensdag.

Derfor er der i aften blevet lagt blomster og tændt lys foran Korsør Station, hvor den unge kvinde sidst blev set i live i juli.

Nogle af dem, der har søgt mod stationen, er Dorthe Jensen og Lisette Andersen.

De er begge pædagogmedhjælpere og arbejder sammen med Emilie Mengs mor.

- Vi er her for at vise familien, at vi støtter dem. Man bliver berørt af det, både fordi jeg selv har en datter på 16 år, og fordi jeg arbejder samme sted som Emilies mor. Så bliver man ekstra berørt, siger Dorthe Jensen.

- Nu kan familien få en afslutning

Emilie Meng forsvandt klokken 04 om morgenen 1o. juli. Kort efter blev hun ifølge politiet anbragt i søen.

Lisette Andersen var på arbejde, da hun hørte, at Emilie Mengs lig var blevet fundet.

Hun skyndte sig at køre ned til stationen, da hun havde fri. Hun fortæller, at hun er der for at vise pigens familie, at der bliver tænkt på dem.

- Man bliver ked af det og glad på samme tid. For nu kan familien få en afslutning, men det er forfærdeligt, hvad der er sket, siger hun.

Facebook
Twitter