KORT: Er du nabo til en rockerborg?

Dr.dk giver dig et overblik over, hvor de danske rockerborge ligger, og hvor banderne holder til.

I mindst 20 ud af landets 98 kommuner holder rockerne eller de kriminelle bandegrupperinger til i boligkvarterer.

Bor du tæt på en rockerborg? Eller holder en af banderne til i din by?

På kortet kan du klikke ind og se, hvem der holder til hvor i landet.

DR Nyheder kender til flere steder, hvor rockerne holder til, men vi har valgt primært at liste de deciderede rockerborge, altså de såkaldte chapters på kortet. Derudover har vi angivet de byer, hvor banderne primært holder til. Det betyder ikke, at banderne holder sig fra arealer i nabobyerne.

Men hvem er rockerne og de forskellige bander?

Der er to rockergrupper i Danmark: Bandidos og Hells Angels. Bandidos har markant flere rockerborge i landet, men det betyder ikke, at gruppen står stærkere end Hells Angels.

Bandidos

Bandidos er en rockerklub, der blev stiftet i USA og kom til Danmark i 1993. Gruppen var en del af den Store Nordiske Rockerkrig, hvor Bandidos og HA lå i åben konflikt. Det gør grupperne ikke i dag. Men i 2013 har Bandidos først ligget i konflikt med indvandrergruppen Black Cobra. Opgøret var ifølge DR Nyheders oplysninger internt i Køge-afdelingen, og i slutningen af februar indgik parterne en såkaldt våbenstilstand.

Siden har Bandidos og banden Brothas fra Mjølnerparken i København haft nogle opgør, hvor Brothas blandt andet har taget skyld for et skyderi mod Bandidos' klubhus i Hvidovre. Og i juni viste det sig, at Bandidosrelaterede personer er en del af en tredje konflikt i Nordsjælland mod flere forskellige bandemedlemmer på Sjælland. Det resulterede blandt andet i et køleoverfald, en brand i Frederikssund og en skudepisode i Nivå i juni måned, mener politiet.

Hells Angels

Hells Angels kom til Danmark i 1960'erne, men blev dannet allerede i 1948 i USA. Hells Angels har af flere omgange været i konflikt med rockergruppen Bandidos, men for tiden er der ingen våbenkonflikt mellem dem.

I 2007 blev gadebanden AK81 dannet. AK står for Altid Klar, mens tallet otte og et står for bogstaverne H og A i alfabetet. I 2013 har der været enkeltstående episoder med HA'ere og AK81'ere, og enkelte er også blevet anholdt. Men det har ikke været hverken AK81 eller Hells Angels, der har været dominerende i bandekonflikterne i første halvdel af 2013.

Loyal to Familia

Banden Loyal to Familia er en forholdsvis ny bande, der ifølge DR Nyheders oplysninger blev stiftet i det sene efterår 2012. Bandemedlemmerne kommer primært fra Blågårds Plads, men også fra Tingbjerg, Kokkedal og Skovlunde.

Banden har i årets første måneder ligget i konflikt med banden VHK - Værebros Hårde Kerne - fra Bagsværd. Det er angiveligt i forbindelse med denne konflikt, at to unge mænd tidligere på året har mistet livet.

Værebros Hårde Kerne

Som den eneste gadebande har Værebros Hårde Kerne et klubhus. Det ligger i Bagsværd nordvest for København. Det er også her, i Værebroparken, at banden holder til. Banden har ligget i konflikt med den københavnske storbande LTF siden nytår, og to mænd med relationer til VHK har mistet livet i konflikten.

Konflikten mellem LTF og VHK bunder ifølge DR Nyheders oplysninger i interne opgør og episoder, der går helt tilbage til marts 2011, hvor en mand med tilknytning til Blå Gårds-plads.banden blev dræbt.

Siden starten af maj er der ikke blevet skudt i forbindelse med konflikten mellem VHK og LTF.

Brothas

Banden Brothas har rødder i Mjølnerparken på Nørrebro i København. Tidligere har banden været i konflikt med Blågårds Plads-banden, men de har angiveligt nu sluttet fred. Brothas har taget skyld for et skyderi mod et Bandidos-klubhus i starten af marts.

Brothas har også været i sammenstød med banden MOBLunden fra Lundtoftegade på Nørrebro i løbet af årets første seks måneder. Ifølge DR Nyheders oplysninger er det konflikten mellem de to bander, der ligger bag flere sammenstød den 7. april og det meget voldsomme skyderi i Lundtoftegade den 11. april, hvor en mand blev ramt af skud i hovedet.

MOBLunden

Banden MOB Lunden, som hører til i det store sociale boligbyggeri Lundtoftegade på Nørrebro. Det er en lokal gruppering, der angiveligt har ligget i konflikt med banden Brothas fra Mjølnerparken i løbet af foråret.

Black Cobra

Black Cobra er en indvandrerbande, der har ligget i konflikt med Bandidos indtil slutningen af februar, hvor de to parter indgik en såkaldt fredsaftale.

Black Cobra har blandt andet afdelinger i Køge og Hundige. Black Cobra blev sidste år set i en march på Strøget i København med Hells Angels.

Bloodz

Bloodz har været i konflikt med banden Black Cobra i mere end et årti, men har været i defensiven på det seneste. I dag optræder Bloodz mere som en slags støtte til Bandidos i konflikten med Black Cobra. Bloodz har afdelinger i Hundige og Køge.

I juni er flere medlemmer af Bloodz og relaterede personer blevet anholdt i forbindelse med branden mod et Bandidos-tilholdssted i Frederikssund.

La Raza

La Raza er en gruppering, der holder til i både Valby, Sjælør og Hedehusene ved Roskilde. La Raza har ikke været en del af de bandekonflikter, der har kørt i 2013. Men banden har tidligere været i sammenstød med Bandidos.

Dr.dk sætter i denne uge fokus på, hvordan det påvirker borgerne i de områder, hvor banderne og rockerne bor. Hvis der er et rocker-tilholdssted, som ikke er med på kortet øverst på siden så kontakt os på bander@dr.dk.

Facebook
Twitter