KORT: Her er trafikkaos, huse som ryster og biler, der havner i haven

Hundredevis af danskere fortæller om problemer med trafikken. Se deres fortælling.

(Foto: (Grafik) Signe Heiredal)

Hvor oplever du problemer i trafikken? Det var spørgsmålet, som P4 danskerne om i sidste uge, og så væltede det ind med svar.

- Fire gange de seneste femten år er biler kørt gennem min hæk og ind i min forhave, fortalte en lytter fra Østrevej i Aarhus V.

- Vores hus ryster, når lastbiler buldrer forbi, fortalte lyttere fra Vig i Nordsjælland og Svenstrup i Nordjylland.

De store trafikproblemer, som især blev nævnt, var:

  • Fartgale bilister og trafiksikkerhed

  • Kø og trængsel

  • Huller i veje

I alt svarede 615 på rundspørgen, og P4 fik over 300 kommentarer, hvor folk fortalte om de lokale problemer, som de oplever i trafikken.

DR har samlet, hvad lytterne fortæller på dette interaktive kort

Tryk på punkterne og læs, hvad folk oplever nær dig. Enkelte indlæg er forkortet af DR.

Utrygt at lade børn cykle i skole

Mange lyttere har fortalt til P4, at de er bekymret over fart, støj og trængsel.

- Jeg er bange for, at min datter på 11 år skal cykle afsted, fortæller Kamille Kielstrup, der bor ved Fuglebakken nær Odense, hvor der er mange biler i myldretiden, en smal vej og svært for børn at cykle sikkert til skole.

- Antallet af biler er steget voldsomt. Larm, forurening og trængsel har gjort det direkte usundt at bo og færdes i området, siger Anette Holm, der bor nær søerne og Åboulevarden i indre København.

Tag mere hensyn i trafikken, tak

Flere lyttere savner også en bedre trafikkultur.

- Folk har en tilbøjelighed til at blive egoister, når de kører i deres biler. Det er mig, der skal frem. Det er mig, der skal forrest, siger Ole Pedersen, der dagligt kører mellem Holstebro og Herning og oplever, at bilister kører for tæt og ikke holder en forsvarlig bremseafstand.

Jacob Agerholm fra Vejle har oplevet på cykel at have en lastbil liggende i ryggen hen over 600 meter. Der var ingen cykelsti, så derfor var Jacob nødt til at køre på vejen.

- Enten er du ved at blive mejet ned af en bil, der skal til højre, eller også skal du ligge mellem de her biler ude på vejen, siger Jacob Agerholm.

Hvordan løser vi trafikproblemerne?

Det er umuligt at løse trafikproblemerne med et trylleslag, men P4 har gennem hele uge 44 sat fokus på problemerne, og hvordan vi allesammen kan blive bedre bilister. Og nogle gange nytter det, når folk råber op.

I Kongens Thisted nær Nørager i Nordjylland har Dorte Søgaard oplevet biler, der bragede forbi tæt på børnehavebørn og hundeluftere. En fartmåling viste, at hver syvende bilist kørte for stærkt på strækningen. Derfor har Rebild Kommune nu afsat 200.000 kroner til vejbump, der kommer til foråret 2019.

- Det er jeg simpelthen så glad for. Jeg kan slet ikke få armene ned, siger Dorthe Søgaard.

Facebook
Twitter