KORT: Så meget MDMA er blevet beslaglagt, hvor du bor

Koncentrationen er størst omkring de store byer, viser tal Rigspolitiet.

I 2017 blev der beslaglagt 27 kilo MDMA i København og Nordsjælland og kun fem kilo i resten af landet. Rigspolitiet fortæller, at det skyldes, at der er blevet foretaget to store beslaglæggelser på henholdsvis 10 og 17,4 kilo.

Det viser en opgørelse, Rigspolitiet har foretaget for DR Nyheder.

MDMA-dødsfald

De seneste uger er flere unge blevet indlagt og to døde efter formentlig at have indtaget det euforiserende stof MDMA. Det har sat gang i en debat om stoffets udbredelse herhjemme.

Se Tema

I 2018 er der indtil videre beslaglagt 0,32 kg MDMA fordelt på 54 beslaglæggelser. Beslaglæggelserne er fordelt over det meste af landet, heraf 10 beslaglæggelser i København, fortæller Rigspolitiet.

De beslaglagte kilo MDMA fordeler sig nogenlunde jævnt over landet efter befolkningstætheden de seneste år, vurderer politiinspektør og centerchef i Nationalt Efterforsknings Center, NEC, under Rigspolitiet, Michael Kjeldgaard:

- Generelt kan man sige, at de her små portioner, der bliver købt og indtaget, må antages at være en del af nogle portioner. Og når man ser på de beslag, vi har af MDMA, så er det faktisk rimeligt jævnt fordelt over hele landet i forhold til, hvor de største befolkningskoncentrationer er, siger han til DR Nyheder.

Bagmænd skal findes i rocker-, bandemiljøet

Ifølge Michael Kjeldgaard er bagmændene bag importen og salget af MDMA de samme som andre stoffer, der er tilgængelige på det illegale marked.

- Det står klart for politiet og Rigspolitiet, at de bagmænd, vi ser, er organiserede kriminelle grupper, der sælger det, indsmugler det og producerer det. Og om de sælger, kokain, hash, ecstasy eller MDMA, så er kendetegnet, at det er organiserede kriminelle, der står bag, siger Michaek Kjeldgaard.

Han understreger, at også andre kriminelle grupperinger uden tilknytninger til rocker- og bandemiljøet også kan have solgt MDMA:

- Det er rigtigt, at en af de primære indtægtskilder for rocker- bandemiljøet er narkotikahandel, men salg og distribution af stoffer sker også i andre kriminelle grupperinger, der ikke har forbindelser til de miljøer, siger han.