Kræftens Bekæmpelse om 10 kroner dyrere smøger: Det er simpelten for slapt

Gør som i Norge, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse og Statens Institut for Folkesundhed.

Færre børn og unge skal starte med at ryge. Det er formålet med den handleplan, regeringen i dag har præsenteret. En plan med en række initiativer, der skal være med til at sikre en røgfri generation i 2030.

Men selvom der er masser af gode takter i regeringens udspil, er der alligevel ét punkt i planen, der i den grad skuffer administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fiser.

- Prisstigningen på en pakke cigaretter. Det er simpelthen for slapt.

I handleplanen lægger regeringen op til, at prisen på en pakke cigaretter skal stige med 10 kroner over to år fordelt på to prisstigninger á 5 kroner.

Men en prisstigning i den skala ikke batter spor, mener Jesper Fisker.

- Man når lige at vænne sig til de første fem kroner, og så kommer de andre fem kroner. Det, der er vigtigt med prisen er, at den får et markant hop op.

I Statens Institut for Folkesundhed, SFI, er direktør, Morten Grønbæk, enig.

- Vi ved, der skal et stort smæk til, hvis det skal gøre en forskel. Hvis en pakke steg 10 kroner fra den ene dag til den anden, ville man i det mindste lægge mærke til det. To gange fem kroner er så lidt, at det ikke vil kunne mærkes nok.

Gør som i Norge

Begge henviser de til erfaringerne fra Norge, hvor prisen på en pakke cigaretter siden 1990erne er steget støt til de cirka 90 kroner, man må betale for en pakke norske smøger i dag. På 12 år faldt antallet af rygere i alderen 16-24 år fra 23 procent til tre procent i 2018. I Danmark ryger 24 procent, altså knap hver fjerde, 16-24-årige enten dagligt eller lejlighedsvis.

Og både Kræftens Bekæmpelse og SFI så da også helst, at prisen på en pakke cigaretter lå på samme niveau som hos vores norske naboer. Men vi må også være realistiske, lyder det fra Jesper Fisker.

- Vi vil jo også gerne have det igennem politisk. Der har vi troet på, at vi måtte kunne samles om 60 kroner, som vi også har hørt et bredt politisk flertal argumentere for. Så kan vi løbende hæve prisen til 90 kroner.

Argument om social slagside holder ikke

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke er der dog en årsag til, at man ikke ønsker at hæve prisen på en pakke cigaretter yderligere.

- Når vi foreslår at lægge prisen her, er det, fordi vi også lytter til Rådet for Socialt Udsatte, der siger, at der altså også er en social slagside her.

Mennesker, der ikke bare kan stoppe med at ryge, og for hvem livet er svært, siger ministeren.

- Vi risikerer at slå bunden ud af deres pensioner – for de har så ikke råd til at købe den medicin, det tøj og den mad, de har brug for i deres hverdag. Det er bedst for alle at stoppe, men vi har også et socialt hensyn at tage.

Men den køber Jesper Fisker fra Kræftens Bekæmpelse ikke.

- Vi har lavet undersøgelser blandt socialt udsatte, der viser, at de har et ligeså stort ønske om at stoppe med at ryge som alle andre. Så er jeg med på, det kan have en økonomisk konsekvens for nogle grupper, men så må man jo finde en måde at kompensere dem, hvis man vil det politisk – det kan godt lade sig gøre, for det har man kunne gøre på andre områder. Så må man løse socialpolitikken et andet sted og holde fast i, at af hensyn til børn og unge skal prisen altså op.

Morten Grønbæk henviser til en artikel bragt i det videnskabelige tidskrift The Lancet, som videnskab.dk har omtalt, hvor forskerne mener, at højere priser på for eksempel cigaretter, faktisk kommer de fattigste til gode.

- Så regeringens argument holder altså ikke, siger han.

Yes, det er godt

Der er dog også gode takter i regeringens handleplan, understreger Jesper Fisker.

-Da jeg startede med at læse initiativerne, tænkte jeg ”yes, det er godt”, for der er mange af de ting, som vi har argumenteret for i mange år - kedelige grå pakker, de skal væk under disken, røgfri skoletid og så videre. Mange af de ting, som vi har kæmpet for, og som vi ved virker, de er med.

Men Jesper Fisker vender igen tilbage til prisstigningen på de 10 kroner.

- Der mangler en kobling til en markant højere pris, fordi det vil få det hele til at virke endnu bedre. Jeg så jo den her plan være næsten helstøbt, hvis man fik prisen op på 60 kroner per pakke og så senere videre op på 90 kroner.

Morten Grønbæk fra SFI påpeger, at ligesom en prisstigning ikke kan stå alene, kan de andre initiativer heller ikke.

- Vi får ikke det fulde udbytte ud af de gode initiativer. Med en højere pris ville indsatsen få et ordentligt spark, men nu vil der stadig være et vigtigt instrument, vi ikke drejer på, siger han.

Facebook
Twitter