Kræftpatienter venter i uvished

127 nordjyske patienter venter lige nu op til to måneder på at få resultatet en CT scanning, de har fået foretaget på Aalborg Sygehus. Nogle af dem er kræftpatienter.

127 nordjyske patienter venter lige nu op til to måneder på at få resultatet en CT scanning, de har fået foretaget på Aalborg Sygehus. (Foto: Christine Nørgaard © P4 Nordjylland)

Normalt varer uvisheden maksimalt 14 dage. Men lige nu venter 127 nordjyske patienter op til to måneder på at få resultatet den CT scanning, de har fået foretaget på Aalborg Sygehus.

Nogle af dem, der må væbne sig med tålmodighed, er kræftpatienter, der har været inde for at få kontrolleret deres kræftsygdom.

- Det er helt forfædeligt at høre, at kræftpatienter venter i to måneder, siger regionschef for Kræftens Bekæmpelse i Nordjylland, Torben Færk.

Speciallæger ramt af langtidssygdom

Siden oktober måned har billederne fra sygehusets CT-scanninger hobet sig op. Flere af de højtspecialiserede læger der skal til for at vurdere billederne, er nemlig ramt af langtidssygdom.

En af dem der venter er en 76 årig kræftpatient, som P4 Nordjylland har talt med. Hun blev CT-scannet den 9. november sidste år. Scanningen skulle afklare, om hendes kræftsygdom igen er begyndt at sprede sig, men her to måneder senere, har hun stadig ikke modtaget et svar.

Overlæge: Vi beklager dybt

Ledende overlæge på Radiologisk Afdeling på Aalborg Sygehus, Henrik E Gregersen beklager situationen.

- Vi kan slet ikke acceptere den slags ventetider, og vi beklager dybt, at det er sket. Vi er især kede af det ubehag, det har givet for patienterne, siger overlægen.

Henrik E Gregersen understreger, at der ligger en lægefaglig vurdering bag ventelisten, men han kan ikke garantere at ventetiden ikke får konsekvenser for patiénterne.

-Nej, der er igen garantier, men vi har gjort det efter bedste evne og de muligheder vi har haft, forklarer han.

Kræftens bekæmpelse: Forfærdeligt

Kræftens Bekæmpelse er ikke imponeret.

- Det er helt forfærdeligt at høre, at der er kræftpatienter, der har ventet i to måneder, siger regionschefen for Nordjylland, Torben Færk.

Læger på overarbejde

Aalborg Sygehus har forsøgt at løse problemet med syge læger ved at give overarbejde til de resterende specialister på røntgenafdelingen, men det har ikke været nok.

Et forsøg på at sende scanningerne til vurdering hos en læge uden for huset slog også fejl, fordi datamængden ved CT scanninger er så stor, at teknikken svigtede.

Den første januar trak Aalborg Sygehus så alle scanningsbillederne hjem, og nu samler røntgenafdelingen alle de specialister, de kan for at komme til bunds i de mange uafklarede sager.

- Vi er jo godt klar over, at vi ikke kan leve med at være så følsomme over for sygdom på de højtspecialiserede funktioner, at patienter kommer til at lide under det, siger ledende overlæge på Radiologisk Afdeling, Henrik E Gregersen.

Den øverste chef for sygehusene i Nordjylland, Regionsrådsformand Ulla Astman fra socialdemokraterne, har ikke ønsket at kommentere sagen.

DR Nyheder vil gerne vide mere om sagen. Skriv til 1212@dr.dk

Facebook
Twitter