Kræftramt: Alt med tarm og afføring er tabubelagt

53-årige Jette Lyngholm er glad for, at nyt screeningsprogram sætter fokus på tarmkræft. Hun ville ønske, hendes sygdom var opdaget tidligere.

Jette Lyngholm fik konstateret tarmkræft for tre år siden. Siden har sygdommen spredt sig til lever og lunger. Hun ville gerne have haft tilbud om en tarmscreening og havde måske været helbredt. (© DR)

Jette Lyngholm fra Lemvig er blevet opereret 15 gange og har gennemgået 30 kemobehandlinger.

For tre år siden fik hun konstateret tarmkræft efter at have fundet blod og slim i afføringen.

Siden har sygdommen spredt sig til lever og lunger, og ifølge statistikken er hendes overlevelseschancer ikke store.

Jette Lyngholm ville ønske, at hun var blevet tilbudt en screening for tarmkræft. Så havde hun måske været helbredt tidligere, fortæller den 53-årige kvinde.

- Jeg synes, det er fantastisk, at der kommer et tilbud til folk, og jeg vil opfordre alle til at tage imod det. Tarmkræft er en snigende sygdom, og ofte er det for sent, når det bliver opdaget. Havde jeg været igennem en screening, havde jeg måske ikke fået 15 operationer, siger Jette Lyngholm.

1. marts begynder det hidtil mest omfattende kræftscreeningsprogram herhjemme. 1.6 millioner danskere vil blive tilbudt screening for tarmkræft.

2.000 dør om året

Selv om lægerne på Skejby Sygehus vurderer, at Jette Lyngholms chancer for at blive helbredt er små, har hun valgt at føre sin egen statistik, som hun formulerer det.

- Det er en barsk sygdom, jeg er oppe imod. På papiret står, at jeg har en svært uhelbredelig sygdom, men jeg tror på, at jeg kommer ud på den anden side. Jeg har valgt livet, og det står jeg fast ved, siger hun.

Det nye sundhedstiltag er også med til at sætte fokus på kræftsygdommen, som mange ikke taler om, selv om 2.000 danskere hvert år dør af den.

- Jeg følte mig meget alene, da jeg fik tarmkræft. For jeg kendte ingen med sygdommen. Der har jo heldigvis været meget mere fokus på brystkræft. Men det er nok også mere sexet at tale om end tarm og afføring. Vi tarmkræftpatienter er ikke særlig åbne, og folk er glade for, at jeg står frem. For det er ret tabubelagt, siger Jette Lyngholm.

Jette Lyngholm har valgt at arbejde frivilligt for Kræftens Bekæmpelse for at hjælpe med at sætte mere fokus på tarmkræft. Hun fortæller blandt andet åbent om, hvordan hun har fået stomi, fordi lægen anbefalede hende at få fjernet endetarmen permanent.

- Jeg er taknemmelig for, at lægen gav mig det råd. Jeg lever et normalt liv med den her stomi og synes egentligt, det er mere hygiejnisk end før.

Kritikere: For dyr screening

Det nye screeeningsprogram vil koste 400 millioner kr. om året, og kritikere mener, at det er for dyrt i forhold til de forventede resultater.

Sundhedsstyrelsen anslår, at 150 mennesker vil blive reddet takket være initiativet. Jette Lyngholm mener ikke, at penge bør være et forbehold, når det gælder kræftforebyggelse.

- Vi redder 150 mennesker om året, og det synes jeg er ret relevant. Jeg har været igennem 15 operationer og 30 behandlinger, og det har jo også kostet samfundet. De penge kunne være sparet, hvis man havde opdaget det tidligere. Og kan man gøre menneskeliv op i kroner og ører, er så det spørgsmål, jeg stiller, siger hun.