Kræftramte Flemming: Cannabis-smileys vil være en kæmpe hjælp

45-årige kræftsyge Flemming Holland er bange for at blive snydt, når han køber cannabis på nettet.

Flemming Holland tager tre gange om dagen en lille smule cannabisolie i en kapsel for at modvirke smerterne fra sin kræftsygdom (Foto: © Privatfoto)

En klat på størrelse med et riskorn af en olie så tyk som tjære.

Det har gjort, hvad alverdens smertestillende medicin ikke kunne gøre for 45-årige Flemming Holland. Han fik i 2010 konstateret kræft, og da lægerne opgav behandlingen, opsøgte han alternative metoder.

Han opdagede cannabisolie og en lille dosis tre gange om dagen har fjernet alle hans symptomer.

- Mine svedeture stoppede fra ene dag til den næste. Jeg har overhovedet ingen smerter og tager ingen smertestillende, fortæller han.

Flemming Holland bruger sprøjter til at anbringe cannabisolien i små kapsler

Smileyordning vil afhjælpe mange problemer

Problemet for Flemming Holland er, at han er nødt til selv at finde forhandlerne af olien, som ikke ligefrem skriver grundige deklarationer på deres produkter.

- Jeg ved ikke noget som helst om at dyrke cannabis. Jeg køber det af tilfældige mennesker, der selv dyrker det og selv laver olien. Jeg har ingen anelse om, hvad der er i, og jeg kan ikke vise min læge, hvad det er, jeg tager.

Alt det ser nu ud til at blive løst.

Medicinsk Cannabis Forening Danmark (MCFD) starter i dag deres smileyordning, hvor de vil sende stikprøver fra forskellige cannabisforhandlere til et laboratorium i USA, og ud fra resultaterne give udbyderne en bedømmelse og en oversigt over, hvad der er i produkterne.

- Det vil hjælpe mig utroligt meget. Det ville være en luksus at have et sted, man kan gå til for at få det overblik, siger Flemming Holland.

Flemming Holland bruger sprøjter til at anbringe cannabisolien i små kapsler

Man kan sagtens blive snydt

Flemming Hollands kræft er dødelig, og han flyttes i dag til et hospice i Aalborg.

Ligesom foreningen MCFD mener han, at det bedste ville være at legalisere cannabis. På den måde ville hans læge kunne hjælpe ham med dosering og anvendelse af produkterne.

Men en smileyordning er et godt skridt og vil kunne hjælpe mange i hans situation, siger han.

- Sikkerheden i stofferne er kun mund-til-mund, og det er alt hvad du ved om det, du putter i munden. Man ved ingenting og kan sagtens blive snydt, siger Flemming Holland.

I dag er det kun tilladt for lægerne at ordinere cannabis-produkter til enkelte patienter med nogle få diagnoser.