Kræftsyg måtte vige stue for Fogh

44-årig kvinde, der er uhelbredeligt kræftsyg, måtte flytte stue, da den tidligere statsminister skulle opereres efter cykelstyrt. Rigshospitalet beklager episoden.

44-årig kvinde, der er uhelbredeligt kræftsyg, måtte flytte stue, da den tidligere statsminister skulle opereres efter cykelstyrt. Rigshospitalet beklager episoden. (Foto: Ulla Voigt © Type 1)

En 44-årig kvinde, der er uhelbredeligt syg af knoglemarvskræft, blev tirsdag flyttet fra sin sengestue på Rigshospitalet til et kontor, fordi Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen skulle have hendes stue i forbindelse med en operation efter et cykelstyrt.

Ekstra Bladet skriver, at kvinden blev flyttet fra en en regulær stue til et kontor på den modsatte side af gangen, hvor der hverken var fjernsyn, vinduer eller en alarm, hvis hun skulle komme galt af sted. Hun skulle tilkalde personalet ved at slå på en kop med en teske.

Kvinden fortæller til avisen, at hun slog på skeen, da hun fik et krampeanfald, men endte med at ligge i eget opkast, fordi der ikke kom nogen.

Den 44-årige kvinde har via sin advokat klaget til Rigshospitalet over episoden, som Rigshospitalets direktør kalder beklagelig.

- Jeg er ked af det, og på afsnittet ved jeg, at de har taget skridt til, at det ikke sker igen, siger Torben Stentoft.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk