Kræver 39 tilladelser at holde kræmmermarked: Ny portal skal samle ansøgningerne ét sted

Ideen opstod, da en udvikler hørte om problemet i P1-programmet Public Service.

Formand for Langeskov Borgerforening Thomas Folleraas organiserer de mange ansøgninger og tilladelser, han skal sende for at holde Langeskov Kræmmermarked, i et stort, sort ringbind. Markedet tiltrækker omkring 60.000 gæster hvert år i september. (Foto: Anna Hjortdal © DR P1)

Spiritusbevilling hos politiet. Godkendelse af telte og brandveje hos beredskabet. En tilladelse fra kommunen til at sætte skilte op.

Formand for Langeskov Borgerforening Thomas Folleraas smækker et stort, sort ringbind op på køkkenbordet og bladrer gennem de tilladelser, ansøgninger og anmeldelser, han har sendt afsted for at holde Langeskov Kræmmermarked i år.

Markedet løber først af stablen til september, men for Thomas Folleraas gik forberedelserne i gang i slutningen af sidste år, da han sendte den første ansøgning til kommunen. Siden da har han brugt omkring en uge alene på at lave ansøgninger, siger han.

- Det fylder meget. Der bliver brugt rigtig meget tid på det, siger han til Public Service på P1.

Thomas Folleraas sidder også i bestyrelsen i Sammenslutningen af By- og Markedsfester, som har talt op, at der skal søges op til 39 tilladelser for at holde en byfest eller et kræmmermarked. Sammenslutningen har de sidste par år råbt op om behovet for et enklere system.

- Processen kunne gøres nemmere, hvis man samlede det hele ét sted. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg skal sende risikovurderinger og beredskabsplaner op til flere gange og til flere forskellige instanser. Hvis jeg havde lagt den ét sted, kunne de jo gå ind og finde den, siger Thomas Folleraas.

Portalen Arena skal samle ansøgninger ét sted

Efter at have hørt om problemet i P1-programmet Public Service er Kommunernes Landsforenings it-firma Kombit gået i gang med at udvikle en platform, som skal samle foreningernes tilladelser.

- Formålet er at gøre processen nemmere og have én indgang og én ansøgning, siger Mikkel Ebbesen, der er forretningsudvikler hos Kombit.

I stedet for at søge tilladelser hos forskellige myndigheder kan arrangørerne lave dem alle på platformen, som har fået navnet Arena. Planen er, at Arena skal kunne favne både store og små arrangementer: fra en vejfest over et kræmmermarked til en koncert.

Sønderjysk inspiration

I Sønderjylland råbte lokale markeder allerede for flere år siden op om ansøgningsbøvlet, og flere kommuner gik sammen om at udvikle en portal, hvor foreningerne kunne sende ansøgninger til både kommuner, beredskab og politi.

Portalen blev administreret af Haderslev Kommune, men desværre lykkedes det ikke at få ret mange myndigheder og kommuner med i ordningen, og derfor blev den aldrig den store succes.

Ifølge Kombit bliver den største udfordring netop at få lavet en portal, der strækker sig på tværs af både det kommunale, regionale og stat.

- Det er helt afgørende at få de store myndigheder med. Politiet er for eksempel en rigtig vigtig interessent, siger Kombits markeds- og innovationschef, Inge Speiermann-Vognsen.

For at undersøge hvilke ansøgninger platformen skal understøtte, har Kombit i samarbejde med Haderslev Kommune holdt workshops med politi, brandvæsen og flere frivillige – og kørt konkrete ansøgninger gennem det nye system.

Ifølge Thomas Folleraas fra Langeskov Kræmmermarked vil sådan en portal lette hans tilværelse en del.

- Det vil gøre det nemmere. For så skal vi kun uploade tingene én gang, og så kan man hente det ud derfra, siger han.

Næste skridt er at få kommunerne til at nikke ja til den nye løsning, og hvis det sker, forventer Kombit at gå i luften med platformen Arena til nytår.

Facebook
Twitter