Kræver erstatning for at være født

I Israel kræver mange handicappede erstatning for at være født ind i et pinefuldt liv. Den tendens er måske på vej til Danmark.

En ny type retssager kan være på vej ind i det danske sundhedsvæsen: Børn født med alvorlige fysiske eller psykiske handicap, der sagsøger deres forældre eller de ansvarlige læger for at være blevet født ind i et langt og pinefuldt liv.

Fejlagtig fødsel

Logikken er, at deres handicap burde være opdaget og have ført til en abort. Det skriver Kristeligt Dagblad. Fænomenet, der kaldes "fejlagtig fødsel", har været kendt i USA siden 1980'erne. Men lige nu breder det sig særligt i Israel, der har gennemført flere end 600 retssager - mange af dem med store millionerstatninger til følge.

At det nu er de handicappede selv, der sagsøger, vækker international bekymring og debat. For udviklingen vil påvirke det generelle syn på handicappede i negativ retning. Samtidig vil færre raske børn blive født, fordi lægerne bliver overforsigtige med at diagnosticere fostrene, lyder det fra en række læger og sundhedseksperter.

Kan komme til Danmark

I Danmark findes endnu ingen eksempler på handicappede, der sagsøger, men meget tyder på, at flere og større sager vil komme, siger Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer. For vi ser allerede lignende sager i det sociale system, påpeger han. Her ses et stigende antal retssager om for eksempel førtidspension.

Mistillid

- Der skabes meget mistillid til sundhedsvæsnet i disse år, så jeg er ikke i tvivl om, at danske retssager også vil komme. Men jeg håber, der går længe, for det er en absurd tankegang at klandre andre for at være blevet født. Og det vil kun skade det generelle syn på handicappede, siger Stig Langvad.

I Landsforeningen LEV for udviklingshæmmede forventer formand Sytter Kristensen også flere retssager i takt med, at teknologien gør det stadig mere usædvanligt at blive født med eksempelvis Downs syndrom.

- Der er en klar tendens til, at vi har sværere ved at acceptere uventede skavanker. Og så må skylden placeres. Men det gavner hverken forældrene eller det barn, der måske en dag finder ud af, at mor og far var så vrede over fødslen, at de gik til domstolene, siger hun.

Facebook
Twitter