Kræver terrorsigtet udleveret til Danmark

En 37-årig, der er sigtet for terrorplaner mod Jyllands-Posten, vil nu blive begæret udleveret fra Sverige.

Målet for terrorangrebet var Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen i København.

En 37-årig mand i Stockholm, der mistænkes for at have været med til at planlægge et terrorangreb på Jyllands-Posten i København i december, har fået sin varetægtsfængsling forlænget.

Dansk politi vil have ham udleveret til Danmark, hvor tre andre mistænkte i sagen sidder varetægtsfængslet.

Processen med at få den 37-årige udleveret begynder i næste uge, hvor anklager ved Københavns Vestegns Politi Helene Schrøder vil begære ham fængslet in absentia.

Europæisk arrestordre

- Anklageren vil en gang i næste uge kræve ham varetægtsfængslet. Derefter vurderer hun, at det vil gå hurtigt med at udarbejde en europæisk arrestordre, siger anklager Ronnie Jakobsson fra den svenske internationale anklagemyndighed til nyhedsbureauet TT.

Når arrestordren er lavet, skal retten tage stilling til, om manden kan udleveres.

Hvis ham vælger at samarbejde, skal retten træffe afgørelse i løbet af 10 dage, men han kan også vælge at indbringe sagen for højere retsinstanser, så det tager længere tid at få ham udleveret.

Ville dræbe så mange som muligt

Den 37-årige er svensk statsborger med tunesiske rødder. Af de tre fængslede i Danmark er de to svenske statsborgere, mens den tredje er tuneser bosat i Sverige. De tre mænd blev anholdt i København 29. december.

Alle fire sigtes for at have planlagt et blodigt angreb på Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen i København.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste ville de trænge ind til avisen og dræbe så mange som muligt, som hævn for Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne.

Facebook
Twitter