Kraftig blæst på vej: Flere færgeafgange aflyst i morgen

Udsigt til vindstød af stormstyrke betyder, at flere færgeafgange mellem Gedser og Rostock er aflyst.

Scandlines må aflyse færger på grund af blæst og lav vandstand. Arkivfoto. (Foto: David Leth Williams © Scanpix)

I morgen ventes at blive en særdeles blæsende dag, hvor der fra morgenstunden vil forekomme stormende kuling med vindstød op til stærk storm fra nordvest.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i et vejrvarsel.

Det er især kystregionen i det nordvestlige Jylland, der ventes at blive ramt af kraftig blæst. Men også resten af landet vil blive rusket igennem, og flere steder kan der komme hård kuling i middelvind med vindstød af stormstyrke.

Udsigten til kraftig vind, men også lav vandstand, har fået Scandlines til at aflyse en række af sine færgeafgange på strækningen Gedser-Rostock i morgen.

Fra Gedser er følgende afgange aflyst:

Fredag klokken 09:00, 11:00, 13:00 og 15:00.

Fra Rostock er følgende afgange aflyst:

Fredag klokken 09:00, 11:00, 13:00 og 17:00.

Almindelig drift i morgen aften

Scandlines fremhæver, at den sædvanlige afgang fra Rostock klokken 15:00 ikke er blevet aflyst.

Den almindelige sejlplan for færgerne mellem Gedser og Rostock ventes genoptaget fredag klokken 19:00.

Vagthavende meteorolog ved DMI Anja Bodholdt fortæller torsdag aften, at lavtrykket, som ventes at levere fredagens blæsevejr, kommer til at bevæge sig forholdsvist hurtigt på tværs af Danmark.

- Det begynder omkring klokken 06-07 i det nordvestlige Jylland, og så varer det tre-fire timer i dette område.

- Feltet med kraftig vind bevæger sig så mod øst ind over resten af Danmark, så der omkring middagstid kommer vindstød af stormstyrke på Sjælland og senere på eftermiddagen på Bornholm, siger Anja Bodholdt.

Der er tale om stormende kuling ved en vindhastighed på 20-23 meter per sekund. Hård kuling svarer til 15-18 meter i sekundet, og når der er vindstød af stormstyrke, blæser det cirka 25 meter i sekundet.

At Danmark bliver ramt af kraftigt blæsevejr i marts er ikke usædvanligt, fortæller den vagthavende meteorolog.

- Det er helt almindeligt vejr for den tidlige start på foråret, siger hun.

/ritzau/

Facebook
Twitter