Kraftig stigning i børn på ADHD-medicin

Stadig flere børn får hver dag medicin mod ADHD. Sundhedsstyrelsen griber nu ind.

Stadig flere børn får hver dag medicin mod ADHD. Sundhedsstyrelsen griber nu ind. (© Colourbox)

Stadig flere børn får hver dag medicin mod ADHD. De sidste 10 år er medicinforbruget eksploderet - og nye tal, som Apotekerforeningen har lavet for 21 Søndag viser, at forbruget af ADHD-medicin i årets otte første måneder er næsten 20 procent højere end samme periode sidste år.

Hvor der for ti år siden var cirka 2000 børn og unge, der dagligt tog medicin mod ADHD, så er det tal i dag mangedoblet til over 15.000.

Sundhedsstyrelsen sætter ind

Den massive stigning får nu Sundhedsstyrelsen til at reagere. I løbet af efteråret iværksætter styrelsen derfor en ekstra indsats, der skal kontrollere, om læger og psykiatere udskriver for meget medicin.

- Vi er bekymrede for, at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at give børnene medicin. Det betyder, at der kan være børn, der får medicin uden at have brug for den, får medicinen for længe eller i for store doser, siger Sundhedsstyrelsens direktør Anne Mette Dons til 21 Søndag.

Den bekymring deler formanden for De Praktiserende Læger, Henrik Dibbern.

- Det er uhyggeligt, at vi har fået et samfund, hvor det er blevet almindeligt at medicinere børn. Vi bør spørge hinanden, om det virkelig er den måde, vi hjælper de her børn på - eller om vi i højere grad burde sætte ind med pædagogisk og psykologisk hjælp, siger han.

Ingen retningslinier i Danmark

Når børn har fået diagnosen ADHD sker det ofte, at det er de praktiserende læger, der får til opgave at stå for den medicinske behandling. Men den opgave føler lægerne sig ikke uddannede til, og derfor siger de nu stop:

- Det er ikke den bedste måde at behandle børn på, lyder det fra Henrik Dibbern.

I Danmark er der ingen retningslinjer for, hvad der skal til, før man diagnosticerer et barn med ADHD og udskriver medicin. Det betyder, at der er store forskelle på, hvordan læger og psykiatere gør - hvilket har store konsekvenser.

Børnene får det værre

Det har man blandt andet erfaret i Odense, hvor Danmarks første ADHD-center åbnede for en måned siden. Her har centerleder Søren Dalsgaard flere gange oplevet børn og unge, der ved en fejl har fået diagnosen ADHD og er i medicinsk behandling - det tager han meget alvorligt.

- Konsekvensen er, at de kun får bivirkninger og ingen hjælp. Når medicinen ikke hjælper, skruer man yderligere op for dosen, og så får børnene det endnu værre, fordi det i virkeligheden er noget andet de har brug for. Det er nogle børn, der har brug for hjælp, men får den forkerte - det er et kæmpe problem, siger han.

Både han, De Praktiserende Læger og Børne- og Ungepsykiatrisk Selskab kræver derfor, nogle mere klare retningslinjer for, hvordan man behandler børn med ADHD - og ikke mindst hvem der gør det.

Alvorlige bivirkninger

ADHD medicin har ligesom det meste medicin bivirkninger. I de fleste tilfælde er det milde gener som hovedpine og svimmelhed. Men der er også mere alvorlige: mange børn og unge bliver afhængige af medicinen - og blandt de hyppigste bivirkninger er der konstateret psykiske reaktioner som depression og angst.

Lægemiddelstyrelsen gør i øvrigt opmærksom på, at der ikke findes nogen undersøgelser af, hvilke bivirkninger det har, hvis man tager medicinen over en lang periode. Alligevel er der i Danmark ingen regler for, hvor lang tid, læger må forsætte med at udskrive ADHD-medicin til børn og unge.

Facebook
Twitter