Kram, kys og kolde øl: Det savner vi under coronakrisen

Det sociale overskygger alt andet, når man spørger brugerne, hvad de savner mest under coronakrisen.

DR Nyheder har spurgt deres brugere på sociale medier, hvad de savner mest under coronakrisen. (Foto: Grafik: Sine Asmussen)

Det er i dag 27 dage siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde erklærede, at Danmark skulle lukkes ned. 27 dage der har budt på en en markant anderledes virkelighed for danskerne.

En virkelighed, der måske nok har budt på lidt ekstra tid til at blive opdateret på yndlingsserien, men også en virkelighed, hvor rigtig mange savner tiden, før coronakrisen ramte Danmark.

Spørger man brugerne på DR Nyheders sociale medier, savner de både en tur i træningscentret, en klipning og en romantisk Tinder-date. Det hele bliver dog trumfet af lysten til at give de nærmeste et kys og et kram.

En af brugerne er 58-årige Marianne Jensen Aagaard, der i ugevis har været adskilt fra børn og børnebørn.

- Jeg har haft influenza eller corona, så jeg har holdt mig langt væk fra mit barnebarn Sonja og mine to døtre. Jeg gør det bedste for at passe på både mig selv og andre, men det er hårdt.

DR Nyheder har spurgt deres brugere på sociale medier, hvad de savner mest under coronakrisen. (Foto: Grafik: Sine Asmussen)

Derfor er hun heller ikke i tvivl om, hvad der skal ske, når det igen bliver forsvarligt for hende at tage rejsen fra hjemmet i Herning til barnebarnet i Aarhus.

- Det første jeg gør, når jeg ser mit barnebarn Sonja er at give hende så mange kram, at hun bliver træt af sin mormor!

Måtte hilse på bedsteforældrene gennem vindue

Og lige præcis bedsteforældrenes kvaler kender 32-årige Ida Rishøj Edelmark fra Præstø også til.

Ida Rishøj Edelmark måtte fejre fødselsdag med forældrene stående uden for vinduet.

- Selvom jeg også synes, det er surt, så er det værste mine børns bedsteforældre, der ikke kan få lov til at kramme deres tre børnebørn. De er over 70 og er i den grad i risikogruppen, så vi har besluttet at holde fuldstændigt afstand.

Men selvom krammet mangler, så lykkes det alligevel for Ida Rishøj Edelmark og hendes børn at få hilst på bedsteforældrene.

- De stod ude foran vinduet i fredags, da jeg havde fødselsdag. Så fejrede vi mig på den måde.

DR Nyheder har spurgt deres brugere på sociale medier, hvad de savner mest under coronakrisen. (Foto: Grafik: Sine Asmussen)

Under fejringen blev det også klart, at savnet mellem bedsteforældre og børnebørn går begge veje.

- Det var hårdt at se på sine små børn, der bare gerne ville løbe ud af døren og give deres bedsteforældre kys og kram.

Savner at koble af med en bytur

18-årige Victoria Caroline Sørensen måtte undvære den store fest, da hun aflevere SRP-opgave. (Foto: PRIVATFOTO)

Vender man øjnene mod den ungre del af læserne, kigger de længselsfuldt frem mod den øl med vennerne som vejret i stigende grad indbyder til.

- Jeg savner en god, gammeldags bytur med veninderne! I hverdagen har man så travlt, så en bytur med vennerne er den perfekte måde at koble af på. Nu flyder dagene sammen, og man kan ikke skelne mellem weekend og hverdag, lyder det fra Victoria Caroline Sørensen, der savner veninderne på Øregård Gymnasium.

Et savn, der absolut ikke bliver mindre af, at landets 3.g'ere netop har afleveret den store SRP-opgave.

- Det er virkelig ærgerligt, fordi jeg netop har afleveret SRP, og så kan man ikke rigtig fejre det. Måske skal jeg Facetime med veninderne og få en virtuel bajer.

DR Nyheder har spurgt deres brugere på sociale medier, hvad de savner mest under coronakrisen.

Du kan læse endnu flere svar fra brugerne på DR Nyheders Instagram.