Kranier fra kirkegård dukker stadig op på populær badestrand

Skeletsamler Henning Kristensen med underkæben af et gammelt kranium fra Nr. Lyngby Strand

Skeletsamler Henning Kristensen med underkæben af et gammelt kranium fra Nr. Lyngby Strand. (Foto: Karin Mette Petersen © DR Nordjylland)

Der stikker stadig skeletrester ud af skrænten over den populære Nr. Lyngby strand nord for Løkken, selv om det i år er 100 år siden, at man begyndte at rive kirken ned. Flytningen var nødvendig, fordi skrænten med kirke og kirkegård blev ædt af Vesterhavet.

Kranier, lårbensknogler, ben- og armpiber og ryghvirvler drysser jævnligt ned på stranden.

Mængden af knogler er så stor, at den lokale Henning Kristensen har påtaget sig at være skeletsamler.

Knoglerne skal ikke ende som hundeben

Det støder ham nemlig, hvis de afdødes jordiske rester ender i flaben på en hund eller i hånden på et barn eller en voksen turist.

72-årige Henning Kristensen er pensioneret skibsfører og samler jævnligt knoglerne sammen efter aftale med menighedsrådet. Herefter afleverer han dem til graveren på den" nye" kirkegård et par kilometer inden i landet. Skeletresterne bliver så stedt endelig til hvile i en anonym fællesgrav. Den "nye" kirkegård blev oprettet i 1902.

Alene i denne uge har Henning Kristensen indsamlet en hel bærepose fuld af knogler.

Vil hellere selv vugge på havet end vente på ormene

Tanker om liv og død melder sig helt naturligt hos Henning Kristensen, når han udfører det - for nogle betragtet - makabre arbejde. Men Henning Kristensen, der har været i krig, foretrækker faktisk at se afdøde, der har været døde længe, frem for nogle, der stadig ser levende ud, men lige er døde.

Selv har han besluttet, at han vil brændes efter sin død, og asken skal spredes på havet ved Rubjerg Knude fyr.

- Hvis der er et liv efter dette, så vil jeg hellere ligge og vugge ude på havet end at ligge dernede og høre ormene begynde at kradse på kisten, siger han.

Facebook
Twitter