Krav om fængsling af bryst-læge

Den tidligere plastikkirurg Kim Tjelum bliver nu anklaget for at have foretaget brystoperationer uden autorisation. Han kan få op mod tre måneders fængsel.

Den tidligere plastikkirurg Kim Tjelum har nu hæftet et anklageskrift på at have foretaget brystoprationer uden autorisation

Københavns politi rejser nu tiltale mod ex-plastikkirurgen Kim Tjelum med krav om fængselsstraf.

Brystopererede en 17-årig

I dag kom anklageskriftet mod den tidligere brystlæge. Ifølge politiets anklage fortsatte Kim Tjelum i en række tilfælde med at udgive sig for at være læge og også med at optræde og fungere som læge, bl.a. i forbindelse med forundersøgelser og observation af patienter og ved at udskrive medicin til sig selv.

Desuden er han anklaget for i strid med lovgivningen at have foretaget en brystforstørrende operation på en 17-årig.

Ganske alvorlig sag

Ifølge senioranklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi er det en ganske alvorlig sag.

- Vi ser af og til lægesager i Danmark, men den her er vel af lidt større omfang end hvad vi normalt ser, siger han.

I januar kunne DR Nyheder afsløre, hvordan plastikkirurgen Kim Tjelum havde en lang række klagesager mod sig hos Sundhedsstyrelsen.

Måske flere sager på vej

21søndag afdækkede, hvordan skandale-kirurgen udgav sig for at være læge, til trods for at han havde frasagt sig sin autorisation og altså ikke længere måtte optræde som læge.

I øjeblikket ligger der omkring 50 sager hos Patientombudsmanden og senioranklageren kan ikke afvise, at nogle af dem ryger oveni de 8 tilfælde, der lige nu er tale om.

- I anklageskriftet har vi taget forbehold for yderligere tiltalerejsninger, siger Jakob Buch-Jepsen.

Op til tre måneders fængsel

Ovenpå DR's dækning stod en lang række kvinder frem og fortalte, hvordan de følte sig skamferet af Kim Tjelum.

Nadia Wistisen er en af de mange kvinder, der har klaget over Kim Tjelum. Siden hun fik lavet en brystreduktion på Kim Tjelums klinik er hun blevet gravid, men den unge kvinde vil ifølge egen læge ikke kunne amme sit kommende barn

Findes Tjelum skyldig, risikerer han fængsel i op til 3 måneder. Anklageren kræver desuden bødestraf.

Afviser anklagerne

Kim Tjelum ønskede i dag ikke at stille op til interview, men han afviser anklagerne over for DR Nyheder:

- Jeg har følt mig forpligtet til at se mine tidligere opererede patienter til samtaler fordi de har ønsket at se mig. Men der er ikke tale om at jeg har konsulteret nogle patienter på den måde, siger han.

Facebook
Twitter