Krav om konfiskation af 190 millioner i sag mod havbrug

Anklagemyndigheden har rejst tiltale i en stor miljøsag om havbrug med produktion i og ud for Horsens Fjord.

Politiet har udsendt en pressemeddelelse om en stor miljøsag. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

En 49-årig ejer af en havbrugsvirksomhed tiltales i en omfattende miljøsag, hvor der er krav om konfiskation af cirka 190 millioner kroner.

Det fremgår af en

pressemeddelelse
, som Sydøstjyllands Politi har udsendt tirsdag morgen.

Sagen er mod den 49-årige ejer og hans havbrugsvirksomhed, der på gerningstidspunktet bestod af tre havbrug med produktion af fisk beliggende i og ud for Horsens Fjord.

Sagen handler overordnet om overskridelse af miljøgodkendelser og om miljøforurening forårsaget af havbrugene, oplyser politiet.

Efterforskning begyndte i 2015

Politiet har efterforsket sagen siden december 2015, hvor den første anmeldelse om mistanke om overbrug på de to havbrug blev modtaget.

Siden er endnu en anmeldelse modtaget i juni 2018. Efter ransagninger og en omfattende efterforskning er der nu rejst tiltale i samlet 31 forhold.

Både ejeren og virksomheden er tiltalt i samtlige forhold.

De drejer sig om overskridelser af virksomhedens miljøgodkendelse i perioden 2013 til 2018. Her mistænkes virksomheden for at have udledt en betydelig større mængde

kvælstof
og fosfor til havet end det tilladte.

Desuden anklages de for at have givet

urigtige
oplysninger til både kommune, Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen i perioden 2014 til 2018 om havbrugets tilførsel af sættefisk, produktion, foderforbrug og udledning af næringsstof.

Sydøstjyllands Politi mener, at virksomheden og ejeren har opnået en betydelig fortjeneste ved overtrædelsen af miljølovgivningen.

I alt er fortjenesten beregnet til cirka 190 millioner kroner, oplyser politiet. Der vil under straffesagen være krav om konfiskation af beløbet.

Ejeren vil blive krævet idømt en bøde og fængselsstraf, og

anklagemyndigheden
vil kræve virksomheden idømt en bøde.

Ejeren og virksomheden nægter sig skyldige, oplyser politiet.

Retssagen skal behandles ved Retten i Horsens, men der endnu ikke sat dato på, hvornår sagen skal begynde.

/ritzau/

Facebook
Twitter