Kravet om isolation af nære kontakters nære kontakter bliver droppet

Fra mandag behøver personen i tredje led fra en smittet ikke længere isolere sig.

Testcenter i København. Smittede med særlige bekymrende varianter af covid-19 har indtil videre udløst, at også andet og tredje led af nære kontakter skal gå i isolation, men den strategi ændres nu. (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

Rettelse: Overskriften er ændret. I en tidligere version, stod Statens Serum Institut som afsender. I en tidligere version af artiklen fremgik det, at Viggo Andreasen er lektor i matematisk epidemiologi. Det er en fejl, hans korrekte titel er lektor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø, hvor han blandt andet forsker i matematisk epidemiologi.

Hidtil har en person, der er nær kontakt til en person, der er nær kontakt til en smittet med deltavarianten af covid-19, været nødt til at gå i selvisolation.

Men fra mandag droppes den anbefaling, siger Anette Lykke Petri, der er direktør hos Styrelsen for Patientsikkerhed til Berlingske.

- Vi har besluttet at droppe anbefalingen om isolation for nære kontakter i tredje led. Vi fastholder dog, at de fortsat skal testes på fjerde- og sjettedagen, hvis de er uvaccinerede, siger Anette Lykke Petri.

Kravet har vakt kritik blandt andet fra erhvervslivet, fordi det i flere tilfælde fører til, at hele arbejdspladser hjemsendes, selvom det måske ikke er der, smittetilfældet er.

Direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri fortæller til Berlingske, at den skrappe isolationsstrategi har medført, at deltavarianten er blevet holdt i skak i marts, april og maj. (arkivfoto). (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Anette Lykke Petri understreger dog, at strategien har været med til at forsinke deltavariantens fremfærd i Danmark, samtidigt med at vi åbner samfundet mere op.

- Isolationsstrategien for tredje led har været med til at holde hånden under den store genåbning, vi har haft, siger Anette Lykke Petri til Berlingske.

'Digebrud'

Men efterhånden som deltavarianten står for flere og flere af de nye smittetilfælde, giver den strategi ikke længere mening, mener flere eksperter.

- Den her strategi virker bedst, når der ikke er så mange smittede. Derfor har den været god indtil nu, sagde Viggo Andreasen, lektor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø, hvor han blandt andet forsker i matematisk epidemiologi, torsdag til DR.

Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut, sagde i denne uge, at der ikke ville gå særlig lang tid, før man ville ændre retningslinjerne.

- Hvis man sammenligner med diger, så er der ved at være et digebrud nu. Og det betyder også, at vi kigger på, om vi skal ændre lidt i strategien, så der ikke bliver helt så meget bøvl, men vi skal stadig passe på, at deltavarianten ikke spreder sig, sagde han.

Facebook
Twitter