Kresten Philipsen er død

Den tidligere formand for Amtsrådsforeningen, Kresten Philipsen, er død. Han blev 66 år.

(© Scanpix)

Den tidligere mangeårige formand for Amtsrådsforeningen og Venstre-amtsborgmester Kresten Philipsen, er død, 66 år.

Kresten Philipsen, af de fleste sønderjyder kendt som Kresten eller "Hertug Kresten", var Sønderjyllands amtsborgmester fra 1982 til 2000 og havde i årene fra 1994 og til 2002 den højtprofilerede post som formand for Amtsrådsforeningen.

Det var netop som formand for amterne, at danskerne lærte den evigt piberygende, joviale svineproducent fra Aabenraa at kende som en af de absolute sværvægtere ikke alene i kommunalpolitik, men også landspolitik, hvor han blev en af Venstres grå eminencer.

Meldte sig ud af Venstre

Kresten Philipsen kunne dog ikke forhindre den nuværende VK-regering i at nedlægge amterne for at erstatte dem med regionerne.

Og i 2005 meldte Kresten Philipsen sig så diskret ud af Venstre i protest mod især den beslutning.

På det tidspunkt havde sønnen af Johan Philipsen, der var arbejds- og boligminister under statsminister Poul Hartling (V), imidlertid længe været på kant med det parti, han ellers var medlem af i 40 år.

Pragmatisk

Kresten Philipsen hørte til gruppen af de pragmatiske og resultatsøgende amtspolitikere, der ikke stringent lod sig styre af sit partis ideologiske grundlag.

Det bragte ham fra midten af 1990'erne i stigende grad på kollisionskurs med Venstres stigende krav om udliciteringer og privatiseringer af de kommunale opgaver.

Et krav som tog til, da Anders Fogh Rasmussen blev partiformand i 1998.

I den ideologiske strid, som blev beskrevet som kampen mellem "Højskole-Venstre" og "Handelshøjskole-Venstre", var der ingen tvivl om, hvor Kresten Philipsen stod.

Alvorlig kræftsygdom

Efter sit selvvalgte farvel til amtsborgmesterposten var Kresten Philipsen blandt andet i perioden fra 2001 til 2011 formand for Sydbank.

Efter kort tids alvorlig kræftsygdom sov Kresten Philipsen ind få uger efter sin 66 års fødselsdag.

Kresten Philipsen efterlader sig ægtefællen, Agnete Philipsen, og to voksne døtre fra et tidligere ægteskab.

Facebook
Twitter