Krig om de arbejdsløse: - Danske arbejdsgivere er uanstændige

165.000 står uden job. Er det fordi, at de ikke søger nok, eller fordi arbejdsgivere vil have udlændinge, der ikke brokker sig?

Arbejdsgivere og arbejdstagere skændes om grundlaget for import af udenlandsk arbejdskraft. (Foto: Søren Zeuth © Scanpix / 3F)

Samtidig med at køen af arbejdsløse er blevet længere og længere, skærpes tonen mellem dem, der repræsenterer de ledige, og dem som hyrer og fyrer.

I et interview i P1 tirsdag morgen kalder 3F arbejdsgiverne for uanstændige.

Fagforbundssekretær Per Christensen sender følgende svada afsted:

- Det er grænsende til det uanstændige, at Dansk Arbejdergiverforening synes, at danskerne er ugidelige, dovne og uvillige. Det er simpelthen ikke rigtigt. Jeg tror mange, at de 165.000 arbejdsløse danskere fik kaffen galt i halsen, da de hørte det.

Senere i interviewet slår Per Christensen fast, at arbejdergiverforeningens dagsorden over for de ledige er uanstændig.

Det sker efter, at administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen udtalte følgende til Danmarks Radio mandag.

- Vejen ud af ledighed er at gøre sig villig til at tage jobs i konkurrence med ufaglærte udlændinge, som ikke kan tale dansk. Når man ser på, hvordan de her jobs bliver besat, så kan man se, at de i stigende grad bliver tilvalgt af udlændinge og fravalgt af danskere.

Udtalelsen kom efter, at Morgenavisen Jyllands-Posten skrev, at flere og flere lavtlønnede arbejdspladser i Danmark med en timeløn på 110-130 kroner besættes af udlændinge. En udvikling hvis konsekvenser skærpes af, at flere og flere arbejdspladser flyttes ud af Danmark.

Men direktørens udtalelser støder altså 3F, der mener, at de danske arbejdsgivere har en helt anden dagsorden.

- Det handler ikke om, at danskerne ikke vil tage jobs. Det handler om, at de ikke får dem, siger Per Christensen, som peger på, at arbejdsgiverne foretrækker udlændinge, der ikke stiller så mange krav til arbejdsmiljø og lignende.

- Arbejdsgivernes dagsorden er fattigdomsgørelse ved at presse lønnniveauet.

Det afviser Jørn Neergaard Larsen dog.

DA: For lille motivation til at tage job

- Der er jo ingen danske virksomheder, som begynder med at lede efter arbejdskraft i udlandet. De gør det, når de danske ansøgere falder fra, når de får at vide, at de skal måde klokken 06.00 på fabrikken, eller når der generelt ikke er kvalificerede ansøgere, siger Jørgen Neergaard Larsen.

Jørn Neergaard Larsen peger også på, at danske virksomheder har titusindvis af ansatte danskere i jobs, der typisk giver 110-130 kroner i timen,

- Så de ansætter jo danskere. Problemet er, at vores samfund er skruet sådan sammen, at folk på overførselsindkomster har for lille et økonomisk incitament til at tage et lavtlønnet arbejde, siger han.

Glade for udenlandsk arbejdskraft

En ny undersøgelse fra Københavns Universitet af, som endnu ikke er offentliggjort, tyder på, at arbejdsgivere opfatter østeuropæiske arbejdere som mere fleksible, arbejdsvillige og engagerede end danskere.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk