Kriminelle bander i København stopper krigen

Efter en månedlang pause fra skyderierne har de to københavnske bander lovet hinanden at stoppe konflikten.

De to store bander på Nørrebro, Loyal To Familia og Brothas, har bekriget hinanden de seneste mange måneder. Nu har banderne indgået en aftale om, at lade hinanden være i fred. (Foto: © Scanpix danmark stf, Scanpix)

På et møde mandag aften indgik toneangivende personer fra Nørrebro-banderne Loyal To Familia og Brothas en aftale om ikke at bekrige hinanden. Det oplyser den ene part i konflikten samt kilder uden tilknytning til bandemiljøet til DR Nyheder.

- Aftalen er lukket. Hver og én passer sig selv og lader de andre være i fred. Det har været ved at blive løst gennem længere tid med forskellige møder, og nu har vi endelig kunnet lukke den, lyder det fra den ene part i konflikten.

Aftalen går ifølge DR Nyheders oplysninger ud på, at de to bandegrupperinger holder sig ude af det de betragter som hinandens områder og at de ikke skyder på hinanden.

Det har ikke været muligt at få at vide, hvad de to parter præcist har talt om, men ifølge kilderne er der ikke yderligere krav og betingelser mellem de to stridende bandegrupperinger end, at man "passer sit eget".

Københavns Politiet har her til aften ingen kommentarer til en fredsaftale, men understreger, at der bliver fulgt nøje med i udviklingen, og at indsatsen afpasses efter politiets efterretningsbillede.

- Vi kommenterer ikke på evt. aftaler mellem kriminelle grupperinger, og vi forsætter vores indsats af hensyn til borgenes tryghed og for at bringe de mange, der har begået drab og drabsforsøg i bandekonflikten, for en dommer, lyder det fra Københavns Politi.

Bandekonflikten har ført til 38 skudepisoder i Københavns gader. Tre er blevet dræbt i konflikten og 25 personer er blevet ramt.

Kilderne oplyser, at parter fra begge grupperinger var til stede på mødet mandag aften, og at mødet var det sidste af en række. Det samme var personer fra de lokale forældregrupper, som har været med til arbejde for aftalen.

En af dem, der har været med i forhandlingerne fra forældregrupperne, Khalid Alsubeihi, kalder i et interview på ”Radio Waih” aftalen for en ”våbenhvile på ubestemt tid”.

- Det betyder, at man ikke generer hinanden, man søger ikke konfrontationen, hver passer sit, siger Khalid Alsubeihi i interviewet, hvor han også afviser, at der har været moskeer indblandet i forhandlingerne med bandegrupperingerne, men at man har lånt et lokale af Islamisk Trossamfund.

Banderne har tidligere indgået aftaler

Ifølge DR Nyheders oplysninger pågår der i øjeblikket overvejelser i de almene boligselskaber om at orientere beboerne i de berørte områder om, at der er indgået en aftale mellem bandegrupperingerne.

Ved tidligere såkaldte aftaler mellem bandegrupperinger i konflikt, har banderne officielt meldt ud, når striden mellem dem var forbi.

I 2012 trådte to topfigurer fra den daværende Blågårds Plads-gruppe og Brothas for eksempel op på et podie og gav hinanden hånd som tegn på en aftale, og herefter meldte det religiøse miljø ud, at aftalen var på plads.

De to grupperinger holdt dengang også en fælles middag for at konsolidere aftalen.

Sådan har det ikke været denne gang. Flere personer fra den ene af grupperne er i udlandet, men i går var der ifølge DR Nyheders oplysninger telefonisk kontakt til disse bandemedlemmerne, og derfor kunne man på trods af afstanden blive enige om at stoppe striden.

På spørgsmålet om, hvorfor det ikke bliver meldt officielt ud som i 2012, svarer en af kilderne involveret i forhandlingerne:

- Det er der ingen, der har lyst til. Men der er fred.

Kilder tæt på forhandlingerne har ikke ønsket at nævne navnene på dem, der deltog i mødet mandag aften, men der skulle være tale om, at ledende figurer i de to bander var en del af mødet.

Flere toneangivende medlemmer fra de to grupperinger sidder dog i fængsel, ligesom der ifølge DR Nyheders oplysninger også er enkelte personer i bandegrupperne, der fortsat er utilfredse. Derfor kan aftalen være skrøbelig, fortæller flere kilder.