Kriminelle unge kommer på ret køl

Syv ud af ti unge med en plettet straffeattest griber chancen om ærligt arbejde, når først de får den, viser erfaring fra nyt beskæftigelsesprojekt.

Selv om de har en grim straffeattest med domme for vold eller røveri, har et rekordhøjt antal unge kriminelle fået arbejde inden for de seneste to år.

Det er projektet High Five, som er støttet af Beskæftigelsesministeriet, der har skaffet over 330 kriminelle unge fået job eller elevpladser i virksomheder. Og det er alt fra store koncerner som Danfoss, Grundfos og TDC til små lokale enkeltmandsfirmaer, der tager de unge ind.

- Det kan lade sig gøre

Ifølge projektchef Ole Hessel forbliver 70 procent af de unge på deres plads, når først de har fået chancen.

- Det viser, at det rent faktisk kan lade sig gøre at hjælpe unge mennesker, som er røget af banen, siger han til Berlingske Tidende.

En af grundene til den høje succesrate er, at virksomhederne i stadig højere grad profilerer sig på at vise social ansvarlighed og er begyndt at operere med begrebet "tilladelige straffeattester".

Minister: - Enestående

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen kalder resultaterne enestående og håber, at virksomhederne begynder at stille indbyrdes krav om at vise social ansvarlighed:

- Vi skal have udbredt kendskabet til, at selv om de her unge har lavet noget dumt og fået pletter på straffeattesten, så vokser de altså fra det, hvis de får et arbejde og kommer ind på et andet spor, siger han.

Facebook
Twitter