Kriminelle vil sige undskyld

Kriminelle takker i stor stil ja til et nyt tilbud om at se deres ofre i øjnene. Sådan lyder meldingen fra flere politikredse. Ordningen bliver allerede betegnet som en succes.

Den spritnye og landsdækkende mulighed for mægling mellem offer og gerningsmand er allerede en succes.

Kriminelle takker nemlig i stor stil ja til buddet om at se deres ofre i øjnene, sådan lyder den foreløbige melding fra flere af landets politikredse.

Her oplever man, at især unge gerningsmænd med få stink på straffeattesten gerne tropper op på neutral grund for at møde en uddannet mægler, skriver Urban.

Lugter af succes

Hos Østjyllands Politi oplyser koordinator af konfliktråd, Nanna Ehlert, at ti sager allerede har fundet vej til den frivillige ordning, som først trådte endeligt i kraft kort før påske.

- Selv om jeg kun har nået at tale med halvdelen af gerningsmændene og deres ofre, så lugter det lidt af succes. For jeg har endnu ikke fået et negativt svar og er faktisk ret overrasket over, at de kriminelle har så stort et behov for at vise mennesket bag den strafbare handling og måske endda sige undskyld, siger Nanna Ehlert til Urban.

Viser moral

Hos kollegaerne i Aalborg har fire ud af seks udvalgte gerningsmænd indvilget i at møde deres offer.

Til vicepolitikommissær og konfliktrådskoordinator Henning Hansens overraskelse.

- Ordningen er ny og forbundet med ubehag. Men også solstrålehistorier. Vi meget glade for, at en kvinde, som i et år har levet i angst, nu tør at komme ud af sit hus, fordi røveren har fået lejlighed til at forklare, at han aldrig har ønsket at skade hende personligt, siger Henning Hansen,

Han roser kriminelle for at deltage, når det eneste, de med sikkerhed får ud af mødet, er muligheden for at vise deres moral og samvittighed.

Facebook
Twitter