Krise får store konsekvenser for DSB

DSB Firsts økonomiske krise kan have store konsekvenser for DSB's fremtid. DSB's tilbud vil i fremtiden blive gransket mere nært, vurderer ekspert i konkurrenceret.

DSB kystbanen (© DR)

DSB's muligheder for at ekspandere på markedet i konkurrence med andre er betydeligt forringede, efter at selskabet i dag har meldt ud, at det vil redde datterselskabet DSB First med 725 millioner kroner. Det vurderer en ekspert i konkurrenceret.

- Fremtiden ser ikke så lys ud på den side. Det kan være svært for dem at få en privat part med igen. Derudover vil de tilbud DSB giver blive gransket noget mere nært, end tilfældet har været denne her gang, siger ekspert i konkurrenceret, Grith Ølykke til DR Nyheder.

Privat part er god idé

Der er ellers gode muligheder ved at alliere sig med en privat part, vurderer Grith Ølykke.

- Selve ideen i at få en privat part med i det udbud, som DSB tilbød, var i princippet en god idé for at sikre, at det foregår på markedsvilkår, siger hun.

Efter Grith Ølykkes vurdering blev konstellationen problematisk, fordi det blev pålagt DSB at have en privat part med.

- Det at pålægge DSB at inddrage en privat part kan måske lede til nogle uhensigtsmæssige konstruktioner i den aftale, der blev lavet. Så aftalen er måske ikke så god, som den kunne have været, forklarer hun.

Facebook
Twitter